It’s a dirty job...

Når man er en del af det omrejsende Tour de France cirkus, ser man en masse ting fra den anden side, og tænker: “Nååååh ja, selvfølgelig”. Eller “Aha, det er sådan de gør det”. Og så opdager man også en del del ting, man ikke havde tænkt over. 

F.eks. at alle kyssepigerne, der kommer på podiet efter etapen, faktisk laver mere end bare gå ind med blomster og trøjer til de ryttere, der fører de forskellige konkurrencer. 

Derfor besluttede jeg mig for, at følge de fire kyssepiger til den gule førertrøje en hel dag (big surprise...). 

For et par uger siden gik jeg hen for at tale med bossen for foretagenet, Miss Sophie (ingen relation til et årligt tilbagevendende nytårsshow), om muligheden for at følge pigerne en hel dag. 

Det var ikke meget engelsk hun kunne og mit franske er sgu ret begrænset, så jeg fik en aftale i stand med hendes højre hånd Yan, der for en franskmand taler virkelig godt engelsk.  

Vi var ikke den eneste tv-station, der har fået den brilliante ide, så på 8. etape var det et tv-crew fra Australien, der skyggede pigerne en hel dag. Derfor skulle vi ogå vente lidt inden vi kunne få lov, og det blev så i forbindelse med 15. etape lige inden hviledagen. 

En dag med de gule piger

Vi havde aftalt, at spise morgenmad med pigerne på deres hotel, der lå halvanden time fra vores hotel og en halv time fra startbyen Tallard. 

Det her var jo lige midt i TDC-gate, hvor alle danskere på ferie eller arbejde i udlandet med TDC-abonnement var fuldstændig udenfor rækkevidde. Vores mobiltelefoner i Frankrig var også totalt døde, så jeg kunne ikke kontakte Yan dagen før og høre præcis hvornår de spiste morgenmad. 

Vi satsede lidt og tænkte: De spiser nok kl. 8, hvis de skal være i startbyen kl. 10. Så vi kørte fra vores vores hotel 06:30 og kørte mod byen Sisteron, hvor de overnattede. 

Ca. 20 minutter derfra ser vi pludselig deres biler komme kørende i modsatte retning og til min store glæde fungerede vores telefoner igen, så jeg rent faktisk kunne ringe til Yan og checke med ham, om det nu også var dem. 

Han bekræftede, at de allerede havde spist morgenmad kl. 7 og nu var på vej ind i reklamelandsbyen for at gøre klar til dagens gæster. 

Foto-Dan hev håndbremsen. Med hvinende dæk og brændt gummi fik vi vendt bilen og kørte tilbage til Tallard for at mødes med pigerne. 

Hvis jeg havde misset den aftale pga. TDC havde jeg skiftet udbyder hurtigere end du kan sige skandale!

La Village

Reklamelandsbyen, også kaldet La Village, er en masse omrejsende boder, der stiller op i dagens startby gennem hele Tour de France. 

Der bliver gratis uddelt forskellige pølser, ost, snacks, vand, vin, juice, kaffe og meget mere. Der er en storskærm, hvor der kører masser af klip fra tidligere års Tour de France og også highlights fra dette års etaper. 

Der er også en scene, hvor Tour de France chefen Christian Prudhome hver dag byder velkommen fra. 

I Villagen er et stort gult telt med borde og stole ude foran, og det er her dagens første arbejdsopgave er for pigerne. 

Først skal de gøre alt klar og kl. 10 begynder det store rykind af gæster og journalister, der kommer for at få en kop kaffe, måske en kage og dagens udgave af sportsavisen L’Equipe.   

Populære piger

Vi er ikke de eneste journalister, der er interesseret i de gule piger. Ja, på sin vis er alle mænd med en puls det vel, for de fire piger er pænt pæne og pænt søde... men det er en anden historie! 

En radio-journalist fra Belgien lånte en af “vores” piger og søde Mathilde stillede pænt op til interviewet. 

Formiddagens tjans var forbi og så var det ellers ud i bilerne og med fuld gas mod dagens målby. Normalt kører de langs ruten og vinker til de fans, der er mødt op tidligt, men i dag var det ret dårligt vejr, så de besluttede at tage motorvejen til Nimes. En tur på små 300 km.

To af pigerne skulle i VIP-teltet og servere champagne, mens to af de andre skulle gøre sig klar til at gå podiet sammen med den gule trøje. 

Udseende afgør hvem der kommer på podiet

Det er bestemt på forhånd, hvilke piger der skal på podiet hver dag. De har en liste med hvem der skal på, men de kan godt bytte internt, hvis det f.eks. er en af pigenes hjemby eller egn. 

Den eneste etape, der ikke er bestemt på forhånd er den sidste etape med podiet i Paris, med 1000-vis af tilskuere og millioner af tv-seere. 

Der bestemmer Miss Sofie og Yan med hård, hvilke to piger, der har gjort sig fortjent til æren ud fra kriterierne: Anciennitet, præstationer undervejs og i tidligere år, gode kollegiale egenskaber og udseende. 

Backstage til præmieoverrækkelse

Vi bliver ført backstage sammen med to af pigerne og venter på, at Nibali kommer ud fra dopingkontrol og skal på podiet med pigerne. I mens vi står der kommer Rodriquez, Sagan og dagens vinder nordmanden Alexander Kristoff forbi. 

Pigerne mødes med Nibali på trappen bag podiet. De går ind sammen foran tilskuerne og rullende kameraer og kommer hurtigt tilbage. Pigerne tomhændede. Nibali med en gul trøje, en buket og en løve mere til samlingen. 

Dagens sidste tjans for pigerne består i at holde fem gule trøjer stramt, mens  Nibali signerer dem. Og så er det ellers ud og klædes om inden turen går til en ny by og et nyt hotel. I morgen venter endnu en dag med det gule Tour de France cirkus. 

Vi har ligget vandret for at få indslaget med pigerne klart og du kan se det i dag på TV2 i optaktsudsendelsen til dagens etape kl. 13. God fornøjelse.    

Marie-Alexie og Mathilde med en eller anden cykelrytter i baggrunden

Indslaget tager form... 

Bjerge, styrt og Contadors exit

Der er lidt langt mellem mine blogs her fra Frankrig, så derfor er der mange ting at fortælle, når jeg først får sat mig til tastaturet. Jeg håber, du har mod på at læse om de seneste dages oplevelser, selvom det nok kommer til at tage dig et par timer. 

I stedet for at gennemgå dagene kronologisk, vil jeg hellere beskrive de forskellige begivenheder og oplevelser ud fra - hvad skal vi kalde det - vigtighedsprincippet.

Adios Contador

Som om det ikke var et stort nok tab for løbet, at Froome udgik på 5. etape, så mistede årets Tour endnu en kæmpe profil, da Saxo’s Alberto Contador styrtede på 10. etape og kort tid efter satte sig ind i bilen. Færdig. Abandon. 

Jeg talte med Jakob Fuglsang umiddelbart efter etapen, og han var ret klar i spyttet omkring Contadors hasarderede kørsel: “Det var en meget svær nedkørsel med grus og vådt føre, og Contador overhalede os med 10-15 km ekstra i timen. En kilometer senere røg han på røv og albuer” sagde den danske superstjerne, der hører til feltets teknisk allerbedste ryttere, og nok har styr på, hvornår man kan give gas, og hvornår man ikke kan.

Dagen efter var vi ude på Tinkoff-Saxo’s hotel og fulgte Contadors sidste minutter i Frankrig, da han humpende kom ud til den ventende presse inden han satte sig i bilen med kurs mod lufthavnen og en flyver til Madrid. 

Personligt og professionelt var det også ærgerligt for mig, at Contador styrtede. Vi havde en aftale med Bjarne Riis om en cykeltur i det franske, hvor vi med rullende kameraer skulle have talt om livet som ikke-ejer, løbets første 10 dage og naturligvis Contadors chancer. Det blev selvfølgelig aflyst, eller lad os sige foreløbig udsat til den næste hviledag. 

Fuglsang styrt 

Nok hører Fuglen til blandt feltets dygtigste ryttere, men selv en cykel-ekvilibrist har svært ved ikke at styrte, når modstanderne kaster flasker efter én. Ah OK, så slemt var det vist ikke, men sikkert er det, at Lars Bak’s kaptajn Jürgen van den Broeck tabte en fyldt vandflaske på en nedkørsel og Fulgsang kørte ind i den. 

Danskerens cykel forsvandt under ham. Han landede hårdt på sin venstre side og kurede hen af vejen indtil han lå stille i vejkanten. Efter at have sundet sig lidt og kommet til hægterne igen, kravlede han op på sin specialdesignede Mclaren-cykel (kun han og Nick Roche har én i feltet) og kørte alene de sidste 40 km. 

Han kom ind forslået og sur en halv time efter sin holdkammerat og kaptajn Vincenzo Nibali, og var meget utilfreds med van den Broeck. Sidstnævnte har undskyldt på twitter til Fuglsang og skrevet, at det var et uheld at han tabte den. Jeg tænker: Sabotage og en hurtig vej op i klassementet. Jeg ville være på udkig nu, hvis jeg lå i Top 5 (ironi kan være anvendt...)

For Fuglsang er det møg-ærgerligt. Han var godt kørende og havde en fin chance for at forbedre sidste års 7.-plads. Kunne han sidde med Nibali og de andre op af det sidste bjerg mod målbyen Chamrousse, havde han med stor sandsynlighed kørt sig i Top 5 allerede i går. Men det er naturligvis kun gisninger.

Mudderbad på planken med smukke piger

Lad os sige det på den måde, at det er da en overskrift der sælger! Helt så romantisk var det dog på ingen måder. 

Målbyen på 10. etape hed Planche de Belles Filles (Planken med smukke piger), men efter 5-6 dage med konstant regn var toppen blevet forvandlet til et mudderbad, hvor hele det omrejsende Tour de France cirkus skulle slå lejr i et døgns tid. 

Det var vanvittigt. Kæmpe lastbiler sad fast i 30-40 cm. dybe mudderspor. For hvert skridt man tog, skulle man sikre sig, at man ikke røg ned i en dyb pøl med vand. Sko, tøj, kameraer, udstyr, alt - ALT - var vådt. 

VIP-områdets hegn og pressenings-gulv var ved at blæse væk og blev holdt nede med store sten og klippestykker. Podiet, hvor dagens vinder og alle trøjerne skulle hyldes senere, stod skævt, sank ned i jorden og virkede en kende vakkelvornt. 

Fan i tusindvis var gået op til toppen eller havde taget en af de shuttlebusser, der efter planen skulle have fragtet de tilrejsende op og ned af bjerget. Lad os bare sige, at regnen og andre logistiske udfordringer sørgede for at det ikke fungerede efter hensigten. 

Det var meningen, at jeg skulle have været ved holdbusserne og allerede inden Contador styrtede, forsøgte jeg at komme ned fra toppen med en shuttlebus. Klokken var vel omkring 14, men buskørslen var allerede indstillet. Jeg overvejede kortvarigt om jeg skulle gå de 9 km ned af bjerget, men ombestemte mig heldigvis.        

I stedet blev jeg på toppen og fik som tidligere nævnt, lavet interviewet med Fuglsang, men fik også fat i Michael Rogers, der kunne fortælle om de sidste minutter på cyklen med Contador, der havde beklaget overfor sine holdkammerater, at han ikke kunne fortsætte, og Rogers havde sagt de sidste ord til sin kaptajn: “We are proud of you” - sikkert på spansk eller italiensk. 

Da vi skulle ned fra bjerget var det rent kaos. I hundredevis stod tilskuere og pressefolk ved busholdepladsen og ventede på shuttlebusser, der ikke kom. Da vi havde stået der en halv time ca., så jeg pludselig en bil fra det amerikanske TV-selskab NBC. Det var min gode bekendte Richard (der også laver NFL Sunday Night Football på NBC), som sad i den sammen med en kollega. Jeg fik ham stoppet og min faste partner in crime fotograf Dan Poulsen og jeg hoppede ind på bagsædet. 

Vi kom hurtigt ned, hoppede over i vores egen bil og kørte mod hviledagens hotel.      

På Col d’Izoard uden mobildækning

Wauw... 

I dag har vi været på Col d’Izoard, og er er ikke ret meget andet at sige end: Wauw. 

Hvor er det et sindssygt landskab og hvor er det et vildt bjerg. Nærmest et månelandskab i 2360 meters højde. 

Det er jo ikke mere end en måned siden, at jeg var der sidste med Rolf Sørensen i forbindelse med Rolf og Elming på tour (læs min tidligere blog derfra), men dengang var det overskyet og koldt, og jeg fik ikke set bjerget på samme måde som i dag, hvor det var skyfrit fra morgenen, og jeg ikke sad på en cykel og kiggede ned i jorden. 

Vi skulle gennem live på TV2 News kl. 9:05 og kørte fra vores hotel i Briancon kl. 7:45 for at være sikker på at komme op på bjerget i god tid, så vi kunne sætte parabolen op og få igennem til Danmark. 

Og det der med hul igennem til tropelandet i nord har haltet gevaldigt for TDC-kunder i den sidste 36 timer. Derfor stod vi på toppen af Tourens højeste bjerg uden telefonforbindelse eller internet. Vi kunne altså ikke kommunikere med nogen og fortælle dem, at vi rent faktisk var på plads og var klar på at komme igennem.

I 15-20 minutter stod jeg og viftede med armene foran kameraet og talte i mikrofonen i håb om, at der var nogen der opdagede, at vi stod på månen. Endelig kom der en stemme i den anden ende: “Hej Claus. Vi er klar til live med jer om 5 minutter” - forløsningen på Col d’Izoard var stor. 

Og så gik det ellers over stok og sten med den ene direkte gennemstilling efter den anden. Vi var vel igennem 4 gange på TV2 og TV2 News i de næste små fire timer. Vi var igennem på News kl 12:50 og der var første spørgsmål: “Hvordan går det i løbet lige nu?” 

Uden internet havde jeg ikke haft mulighed for at følge med, så jeg måtte snakke udenom og fortælle, hvilket vildt bjerg det var og hvor mange turister der var på vej op på cykel. Og der snakker vi altså flere tusinder. Det var vildt at se alle de motionister der kom op i alle alle aldre og alle størrelser og naturligvis begge køn.    

It's a dirty job, but somebody's gotta do it 

Nu er vi så færdig med alperne, der venter en flad etape, og der har vi gjort et lille scoop. Foto-Dan og jeg skal følge de gule piger en hel dag. Altså de der kyssepiger, der kommer på podiet sammen med gule trøje. Vi glæder os og lover masser af billeder. 

Check også facebook.com/nflming for daglige billedgallerier. Insta (@NFLming) for flere billeder og dagens #Tourbabe. Og Twitter (@NFLming) for tweets om touren, NFL og andre ting, der foregår inde i hovedet på mig.

Vand-vittige dage med brosten og champagne!

Efter tre dejlige dage i England, hvor vi fik lidt af den sommer, I alle har derhjemme i Danmark lige nu, ja så er vi nu i NordFrankrig, og har har ikke set solen i 4 dage. 

Vi kunne ellers godt trænge til opmuntring efter den vanvittige rejsedag, du kan læse om i min første blog her fra Touren. Vi boede på et forfærdeligt hotel i Lille, hvor værelserne var mikroskopiske og resten af hotellet var under total renovering. Interessant nok prøvede hotellet at spille kortet “vi gør det for din skyld” med et lille skilt, hvor der stod “Dear customer. We are happy to announce that we are renovating the hotel”...

Nuvel - vi skulle trods alt kun sove der, men når vi endelig har to nætter på et hotel, vil alle vi tour-sigøjnere gerne have vasket tøj. Som regel rammer vi to max. tre gange undervejs en by og et hotel, hvor vi har mere end en overnatning, så de få gange hvor vi faktisk har tid til at komme ind og få pakket kufferten ud, vil alle gerne have vasket deres bedskidte kluns. 

Men meldingen fra receptionen på skønt engelsk med fransk dialekt var: “ No, ånfortunætli wi kanåt wash ze clåthez becuz of ze Tour de France...” What??? På grund af Touren? But Why??? Nå nevermind... Det var vist noget med, at de ikke kunne komme over til vaskeriet, fordi der var nogle enkelte gade lukket omkring målområdet. Tres stupide...

Krig på kniven

Fjerde etape forløb uden nævneværdige problemer, andet end at Chris Froome styrtede, og det skulle jo vise sig at være værre end først antaget. Men både det og alt muligt andet fra etapen, så jeg ikke et sekund af, for vi var på optagelse i næste dags startby. 

2014 markerer 100-året for starten af 1. Verdenskrig og de 7 etaper i Nord-Frankrig følger mere eller mindre frontlinjen fra krigen. Startbyen på 5. etape - Belgiske Ypres - var måske den by i 1. Verdenskrig, der blev hårdest ramt. 

I fire år, var der hver dag kampe i og omkring byen og over 650.000 mand døde på slagmarkerne i området. 

Vi brugte en dag på at køre rundt til nogle af de mest markante steder og fik skruet et (hvis jeg selv skal sige det) superfedt indslag sammen om den begivenhed, der måske mere end noget andet, skabte det Europa, vi kender i dag. 

Froome Fini!
Vi så heller ikke ret meget af 5. etape, der til gengæld blev det vildeste drama, og set med danske øjne - succesfuld. Etapen fra Ypres til Arenberg var på forhånd frygtet af næsten alle rytterne for de 9 stykker med brosten, der lå på de sidste 70 km. Og vejret gjorde som bekendt etapen endnu sværere og skæbnesvanger for løbets største favorit. 

Fra morgenen klippede vi vores indslag om 1. verdenskrig færdigt, og da min fotograf og faste partner på Touren Dan Poulsen kiggede ud af vinduet og bemærkede at det regnede kraftigt, svarede jeg med et ord: “Fedt...” 

Vi kørte ud til det sidste brostenstykke og stillede op, mens regnen piskede ned. Der var overhovedet ingen tilskuere, ja lige bortset fra to fanatiske englændere, der havde slået en bivuak op og ventede på feltet, som først skulle komme forbi 4 timer senere. 

Det var et van(d)vittigt underlag. Glatte brosten, og vandpøler overalt, hvor der var et mindre eller større hul ved siden af vejen. Vi gjorde klar til at gå live, da jeg i min øresnegl hører at Froome er styrtet (igen) og få sekunder efter sætter sig ind i Sky-bilen. Abandon. Ude. Færdig. 

For første gang siden Bernard Hinault i 1990 måtte den forsvarende mester trække sig fra løbet. Et chok for alle. Også for de få fans, der nu var mødt op. 

De to englændere lignede kæmpe spørgsmåltegn. Wiggins sorteret fra på forhånd. Cavendish udgået efter første etape. Og nu Froome ude - allerede inden feltet havde ramt brostenene. Nej, Tour de France med The Grand Departy i England, har på ingen måder været briternes kop te! 

Vi kørte til målbyen omkring Arenberg og det var regnkaos. Alt sejlede. Vand og mudder overalt. Men vi skulle ned til Astana-bussen og Jakob Fuglsang. På det her tidspunkt havde jeg stadig ikke set et eneste sekund fra etapen, men lyttede med i min øresnegl, hvor jeg kunne høre Ritter, Rolf og Leth. 

Selv uden billeder af en flyvende dansk Fugl, var det fedt! Han kørte etapen som sad han på sin gamle mountainbike og kunne have vundet den, hvis han ikke var tvunget til at være den loyale løjtnant, der hjalp Nibalis gule trøje i mål.

Jakob ankom som den første til bussen (den gule trøje skal altid interviewes og ofte dopingtestes i målområdet) og hilste med et mudret ansigt og kæmpe smil, da han så den samlede danske verdenspresse. 

Efter et hurtigt bad kom han ud med et endnu større smil, og var naturligvis lykkelig både for anden-pladsen på etapen og i det samlede klassement. 

Champagne i Champagne
Vi fejrede først sejren dagen efter, da Dan og jeg havde en aftale med et champagnehus i Epernay. Ja ja, der mangler nogle streger over nogle af e’erne, men Epernay er en af de to hovedbyer i Champagne-distriktet og startby på 7. etape. 

Vi skulle besøge huset de Venoge, som blandt andet har lavet en flaske champagne til Andy Schleck, da han to år for sent fik tildelt sejren for Tour de France 2010, hvor vinderen Alberto Contador som bekendt bøffede i den. 

De serverede noget fabelagtig champagne, som jeg tror kunstneren har indtaget rigeligt af, inden han forsøgte at male Andy Schleck....

Og nu står vi så på toppen af den sidste bakke af 7. etape. En 1,3 km vej inde midt i Nancy med en stignings-procent på 7,9%. Og mens Dan sidder og klipper vores champagne-indslag færdig skriver jeg blog og gør klar til at sende live fra etapen kl 14.15. 

Jo, jo sig ikke, at vi ikke kommer omkring.   

Auf Wiedersehen England. Bon Jour France!

Det har været noget helt vanvittigt fede og flotte dage i England. De tre etaper har alle tiltrukket i 100-tusinder af cykelfans og det var været en vild oplevelse at dække,

Allemagne - Angleterre - comme ci comme ca!

Min Tour de Yorkshire begyndte allerede onsdag, hvor vi fløj til Manchester og blev kørt til Harrogate, der dannede rammen om vores første tre dage og løbets første målby. 

Torsdag var første arbejdsdag og vi kørte i pressecentret for at dække Sky’s officielle pressemøde. Da vi kører ind på P-pladsen er der stort ståhej, for den engelske Vice-Premierminister Nick Clegg, der også er MP for Yorkshire-området, er netop ankommet. 

Han er sammen med løbsdirektør Christian Prudhomme og cykellegenden Bernard Hinault og jeg øjner straks en mulighed for at få et interview med Prudhomme, der så snart løbet er i gang, ikke er til at komme i nærheden af. 

Vi følger efter, og mens Prudhomme og Clegg taler med nogle lokale VIP’er, går jeg over til Hinault for at høre hans mening om at Touren skal begynde i England. 

Jeg spørger om han forstår engelsk (det tror jeg han gør, men typisk for les Francais, så ryster han blot på hovedet). I stedet forsøger jeg mig på famlende fransk: “Keske ty kroi de  le tour visite Allemagne?” - eller noget i retning af, hvad synes du om at Touren besøger Tyskland?

Han smilede let overbærende, og rettede mig omgående: “Angleterre” - England. Oui, Oui, Angleterre, fik jeg fremstammet, og så smilede han ellers endnu mere og svarede på mit spørgsmål. Jeg fik vist også gjort et spørgsmål forståeligt om, havd han synes om de tre etaper, og det svarede han også på. 

Jo, jo, 3 års fransk i Gymnasiet er ikke spildt! 

Jenkin Road
Fra pressecentret gik turen ud til en af de vildeste stigninger i Tour de France-historien. Jenkin Road i Sheffield og dens 33%. 

OK, så det er kun et kort stykke, der er så stejlt, men det er til gengæld nærmest umuligt at bestige for normale motionister. 

Til gengæld så vi flere kvinder, der med ryggen i vandret og benene i æselposition skubbede en barnevogn foran sig. Pænt nederen at bo på toppen, når børnehaven ligger i bunden.  

Se til venstre...

En af de store udfordringer for vores vedkommende ved, at Touren begyndte i Yorkshire er det faktum, at englænderne som bekendt kører i venstre side. 

Vi har fragtet vores TV-biler med fra Danmark og min faste makker over de næste tre uger, fotograf Dan Poulsen, havde helt styr på det der med at køre i den modsatte side af vejen. Ja, altså lige med undtagelse af, da han kørte i højre bane direkte mod en modkørende, da han trak ud foran en hurtiggående og højtdyttende Mercer på motorvejen, eller de to-tre gange han har været ved at klippe en cyklist fordi man pr. automatik kigger den forkerte vej. 

Vi er på mirakuløst vis overlevet og det samme gælder de britiske cylister. 

Spekatulært landskab og begejstrede fans

Efter de tre etaper fra masser af ryttere tweetet, at det her var den bedste Grand Depart (Start) på en Tour de France nogensinde. Alle rytterne er helt oppe at ringe over, hvor begejstrede de fremmødte fans var, antallet af briter der var troppet op i bakkerne, på vejen og i landsbyerne, og også den måde byerne og folket havde pyntet ruten vakte begejstring. 

Vi kørte selv de sidste 50 km. af ruten på 2. etape, der var ekstremt kuperet og de mange bakketoppe var plastret til med i 100tusind-vis af mennesker. Det var fuldstændig som en etape i Pyrenæerne eller som en af rytterne sagde: “Det var Alpe d’Huez gange 200” .

Vejret var for en gangs skyld med Yorkshire og med solen fremme var alle folk på plads tidligt. De vinkede og hujede, når vi kørte forbi og på vej op af Midhopestones kunne vi nærmest ikke komme gennem folkemængden. Det var så vildt! Og jeg tvivler ikke på, at det var endnu vildere, da rytterne et par timer senere kom samme vej.  

Vive La France

Efter sidste etape sluttede i England, skyndte vi os at gøre klar til afgang og kørte syd på, for at nå vores færge fra Dover i England til Calais i Frankrig. Vi havde booket til 18:35. Vi var fremme kl. 21. 

Der var KAOS! Det var kø-kørsel hele vejen ud af London i en lang kortege med holdbiler, tourbiler, TV-biler og køretøjer fra reklame-karavanen. Da vi så endelig nåede frem til Dover viste det sig, at alle de rejsende i det store Tour de France cirkus kun havde reservationer, men ingen billetter! 

Derfor skulle alle - ALLE - ind på et lillebitte kontor og have deres billet. Vi snakker flere hundrede køretøjer, som ankom nogenlunde samtidigt og som alle ville med den næste færge. Jeg gentager: KAOS! 

Vi nåede langt om længe frem til skranken, fik vores billet, og nåede med færgen over kl 22:35. Halvvejs ude i den engelske kanal mistede vi en time pga. tidsforskellen og ankom vi til Calais kl. 01:00. 

Derfra havde vi ca. 100 km. på motorvejen til Lille, og den var 02:30 inden vi var i seng. Ikke så slemt, bortset fra at vi her til morgen skulle stå i målområdet kl 08:00! 

Til gengæld er hotellet tip-top. Not...