Auf Wiedersehen England. Bon Jour France!

Det har været noget helt vanvittigt fede og flotte dage i England. De tre etaper har alle tiltrukket i 100-tusinder af cykelfans og det var været en vild oplevelse at dække,

Allemagne - Angleterre - comme ci comme ca!

Min Tour de Yorkshire begyndte allerede onsdag, hvor vi fløj til Manchester og blev kørt til Harrogate, der dannede rammen om vores første tre dage og løbets første målby. 

Torsdag var første arbejdsdag og vi kørte i pressecentret for at dække Sky’s officielle pressemøde. Da vi kører ind på P-pladsen er der stort ståhej, for den engelske Vice-Premierminister Nick Clegg, der også er MP for Yorkshire-området, er netop ankommet. 

Han er sammen med løbsdirektør Christian Prudhomme og cykellegenden Bernard Hinault og jeg øjner straks en mulighed for at få et interview med Prudhomme, der så snart løbet er i gang, ikke er til at komme i nærheden af. 

Vi følger efter, og mens Prudhomme og Clegg taler med nogle lokale VIP’er, går jeg over til Hinault for at høre hans mening om at Touren skal begynde i England. 

Jeg spørger om han forstår engelsk (det tror jeg han gør, men typisk for les Francais, så ryster han blot på hovedet). I stedet forsøger jeg mig på famlende fransk: “Keske ty kroi de  le tour visite Allemagne?” - eller noget i retning af, hvad synes du om at Touren besøger Tyskland?

Han smilede let overbærende, og rettede mig omgående: “Angleterre” - England. Oui, Oui, Angleterre, fik jeg fremstammet, og så smilede han ellers endnu mere og svarede på mit spørgsmål. Jeg fik vist også gjort et spørgsmål forståeligt om, havd han synes om de tre etaper, og det svarede han også på. 

Jo, jo, 3 års fransk i Gymnasiet er ikke spildt! 

Jenkin Road
Fra pressecentret gik turen ud til en af de vildeste stigninger i Tour de France-historien. Jenkin Road i Sheffield og dens 33%. 

OK, så det er kun et kort stykke, der er så stejlt, men det er til gengæld nærmest umuligt at bestige for normale motionister. 

Til gengæld så vi flere kvinder, der med ryggen i vandret og benene i æselposition skubbede en barnevogn foran sig. Pænt nederen at bo på toppen, når børnehaven ligger i bunden.  

Se til venstre...

En af de store udfordringer for vores vedkommende ved, at Touren begyndte i Yorkshire er det faktum, at englænderne som bekendt kører i venstre side. 

Vi har fragtet vores TV-biler med fra Danmark og min faste makker over de næste tre uger, fotograf Dan Poulsen, havde helt styr på det der med at køre i den modsatte side af vejen. Ja, altså lige med undtagelse af, da han kørte i højre bane direkte mod en modkørende, da han trak ud foran en hurtiggående og højtdyttende Mercer på motorvejen, eller de to-tre gange han har været ved at klippe en cyklist fordi man pr. automatik kigger den forkerte vej. 

Vi er på mirakuløst vis overlevet og det samme gælder de britiske cylister. 

Spekatulært landskab og begejstrede fans

Efter de tre etaper fra masser af ryttere tweetet, at det her var den bedste Grand Depart (Start) på en Tour de France nogensinde. Alle rytterne er helt oppe at ringe over, hvor begejstrede de fremmødte fans var, antallet af briter der var troppet op i bakkerne, på vejen og i landsbyerne, og også den måde byerne og folket havde pyntet ruten vakte begejstring. 

Vi kørte selv de sidste 50 km. af ruten på 2. etape, der var ekstremt kuperet og de mange bakketoppe var plastret til med i 100tusind-vis af mennesker. Det var fuldstændig som en etape i Pyrenæerne eller som en af rytterne sagde: “Det var Alpe d’Huez gange 200” .

Vejret var for en gangs skyld med Yorkshire og med solen fremme var alle folk på plads tidligt. De vinkede og hujede, når vi kørte forbi og på vej op af Midhopestones kunne vi nærmest ikke komme gennem folkemængden. Det var så vildt! Og jeg tvivler ikke på, at det var endnu vildere, da rytterne et par timer senere kom samme vej.  

Vive La France

Efter sidste etape sluttede i England, skyndte vi os at gøre klar til afgang og kørte syd på, for at nå vores færge fra Dover i England til Calais i Frankrig. Vi havde booket til 18:35. Vi var fremme kl. 21. 

Der var KAOS! Det var kø-kørsel hele vejen ud af London i en lang kortege med holdbiler, tourbiler, TV-biler og køretøjer fra reklame-karavanen. Da vi så endelig nåede frem til Dover viste det sig, at alle de rejsende i det store Tour de France cirkus kun havde reservationer, men ingen billetter! 

Derfor skulle alle - ALLE - ind på et lillebitte kontor og have deres billet. Vi snakker flere hundrede køretøjer, som ankom nogenlunde samtidigt og som alle ville med den næste færge. Jeg gentager: KAOS! 

Vi nåede langt om længe frem til skranken, fik vores billet, og nåede med færgen over kl 22:35. Halvvejs ude i den engelske kanal mistede vi en time pga. tidsforskellen og ankom vi til Calais kl. 01:00. 

Derfra havde vi ca. 100 km. på motorvejen til Lille, og den var 02:30 inden vi var i seng. Ikke så slemt, bortset fra at vi her til morgen skulle stå i målområdet kl 08:00! 

Til gengæld er hotellet tip-top. Not...