søndag den 16. februar 2014

Mette, Sidney og en smadret dør!

Fotograf / Stærkmand Thomas i midten 
Jeg elsker sport. Kort og godt. 
Sport vækker noget i mig. Jeg kan godt lide at dyrke det selv og kaster mig ud i nye udfordringer, selvom jeg ikke har en kinamands chance for succes. Til gengæld træner jeg ihærdigt og målrettet på at blive bedre, og det viser sig, at det ofte lykkes. 

Men jeg elsker også at dække det. Jeg elsker at fortælle om fascinationen ved sport, intensiteten i en konkurrence, afgørelsens time, sekund, catch eller sten, og jeg elsker topatleter, der ofrer alt for deres sport, hvad enten det er de danske ikke-tæt-på-semi-professionelle curlingpiger eller det er ishockeyens mangemillionærer Sidney Crosby og Ilya Kovalchuk. 

Jeg har verdens fedeste job, for her i weekenden har jeg nemlig haft mulighed for at se dem alle spille og endda tale med dem. Men det vender jeg tilbage til lige om lidt. 

For først skal I have dagens sjove historie. Der er sagt og skrevet meget om alle de mange mærkelige ting man kommer ud for i Sochi. Prøv bare at google Sochi Problems eller gå på twitter og søg efter #SochiProblems. Det vælter frem med sjove billeder og historier fra ufærdige bygninger til hovsa-løsninger. Det har været en historie lang tid før OL, og det vil være en historie både under og efter. Når det så er sagt, så er det ikke så slemt, og ikke noget der har forstyrret vores arbejdsrytme. Lige indtil i dag! 

Min fotograf Thomas Thoning og jeg begyndte dagen med at lave optagelser til et indslag om Sidney Crosby, hvorefter vi kørte over til curling-hallen for at stille studiet op til Danmarks kamp mod Korea. Jeg gik i pressecentret for at hente de sidste nye informationer, og Thomas ringer til mig og fortæller at døren til studiet er låst. Jeg lover at fikse det, og får fat i en hjælper i hallen. Hun er meget behjælpelig og vi går hen til en anden hjælper. De taler lidt russisk sammen, og den første kigger på mig og siger: “Wi wil solf your prochblem” - fedt, tænker jeg og går fortrøstningsfuld op på 4. sal, hvor vores studie ligger. Tiden går og der kommer ingen hjælp. 

Key? No, wi dånt haf key...  
Vi skal på 13:55 lokal-tid (10:55 i DK). Klokken er 13:40 og vi står stadig foran en låst dør. En security-vagt kommer hen og jeg tror det er ham, der er kommet for hjælpe. Gæt igen. Han ryster bare på hovedet. Der kommer en mere hen. Han kan heller ikke hjælpe. Og ingen ved, hvem der har en nøgle. Der kommer et par hal-ansatte. De taler russisk sammen, og vi håber der sker noget. Men pludselig er de alle væk. Og døren er stadig låst. Klokken er 13:45. Fotograf Thomas har åbenbart en fortid som stærk-mand i et cirkus eller har låst sig selv ude mange gange, for han begynder at rykke i døren som en gorilla i bur. 

Hele væggen begynder at give sig. Vores curling-ekspert Tommy Stjerne prøver at stoppe ham, men det er for sent. KNARKSSJJJ - Thomas river døren ud af karmen og vupti vi er inde. En af vagterne kommer forbi. Han smiler bare og trækker på skuldrene. Det er åbenbart sådan man gør i Rusland. Klokken er 13:51. 

Vi får sat op og fire minutter senere kan jeg byde seerne velkommen til de danske curling-kvinders 8. kamp ved OL. En kamp de vandt i overlegen stil og dermed stadig har en teoretisk chance for at komme i semifinalen. Fed sport - curling - at man kan tabe de fem første kampe, ligne nogen der ikke burde være til OL og heller ikke havde lyst til det, og så pludselig være en sejr og lidt hjælp fra en playoff-kamp. 

Efter kampen fortsatte Thomas og jeg vores optagelser til Crosby-indslaget og det kom der faktisk en ret sjov sag ud af, som du kan se på TV2 søndag kl. 23:00.  

Canada - Finland i Bolshoy Icedome
Her til aften (lokal tid) har jeg så været til ishockey. Mega-fed kamp mellem Canada og Finland, der endte med overtid og canadisk sejr, men mere vigtigt så gik begge nationer direkte videre til kvartfinalerne. 

Efter kampen gik Thomas over i interview-området - den såkaldte mixed zone, som du ofte hører omtalt i TV - og spillerne kom styrtende forbi. Men de er super cool de højt-betalte drenge fra Canada. Jeg stak en hånd ud da Matt Dushene kom forbi. Han stoppede op som det mest naturlige i verden og svarede på TV2 Denmarks spørgsmål. Det samme gjorde to-måls skytten Drew Doughty. John Tavares stoppe op og gav et par gode svar og sagde at han synes Danmark burde have været med ved OL. Jo, jo - de er flinke, samarbejdsvillige, professionelle og ved præcis hvad der skal siges. 

Og så kom han. Sidney Crosby. Jeg havde fået opgaven hjemmefra, at jeg skulle gå benhårdt efter ham. Han stoppede op et par båse fra os. Men vi fik lov at gå hen og rulle med på interviewet. Og så stillede vi selv to spørgsmål. Han var prof og svarede eftertænksomt. Ikke noget jap eller korte jeg-skal-videre-svar. Supercool fyr og bevidst om samarbejdet mellem atleter og presse. Hey, fodboldspillere - læser I med?

Mette de Neergaard
Fredag interviewede jeg de russiske superstjerner Ilya Kovalchuk og Pavel Datsyuk (det var i øvrigt de to, der i går eftermiddags skød og brændte de afgørende straffeslag mod USA). Og i dag havde jeg den danske curling-reserve Mette de Neergaard med i studiet. 

Fælles for dem alle: Passion for deres sport og æren ved at repræsentere deres land!     









Ingen kommentarer:

Send en kommentar