It’s a dirty job...

Når man er en del af det omrejsende Tour de France cirkus, ser man en masse ting fra den anden side, og tænker: “Nååååh ja, selvfølgelig”. Eller “Aha, det er sådan de gør det”. Og så opdager man også en del del ting, man ikke havde tænkt over. 

F.eks. at alle kyssepigerne, der kommer på podiet efter etapen, faktisk laver mere end bare gå ind med blomster og trøjer til de ryttere, der fører de forskellige konkurrencer. 

Derfor besluttede jeg mig for, at følge de fire kyssepiger til den gule førertrøje en hel dag (big surprise...). 

For et par uger siden gik jeg hen for at tale med bossen for foretagenet, Miss Sophie (ingen relation til et årligt tilbagevendende nytårsshow), om muligheden for at følge pigerne en hel dag. 

Det var ikke meget engelsk hun kunne og mit franske er sgu ret begrænset, så jeg fik en aftale i stand med hendes højre hånd Yan, der for en franskmand taler virkelig godt engelsk.  

Vi var ikke den eneste tv-station, der har fået den brilliante ide, så på 8. etape var det et tv-crew fra Australien, der skyggede pigerne en hel dag. Derfor skulle vi ogå vente lidt inden vi kunne få lov, og det blev så i forbindelse med 15. etape lige inden hviledagen. 

En dag med de gule piger

Vi havde aftalt, at spise morgenmad med pigerne på deres hotel, der lå halvanden time fra vores hotel og en halv time fra startbyen Tallard. 

Det her var jo lige midt i TDC-gate, hvor alle danskere på ferie eller arbejde i udlandet med TDC-abonnement var fuldstændig udenfor rækkevidde. Vores mobiltelefoner i Frankrig var også totalt døde, så jeg kunne ikke kontakte Yan dagen før og høre præcis hvornår de spiste morgenmad. 

Vi satsede lidt og tænkte: De spiser nok kl. 8, hvis de skal være i startbyen kl. 10. Så vi kørte fra vores vores hotel 06:30 og kørte mod byen Sisteron, hvor de overnattede. 

Ca. 20 minutter derfra ser vi pludselig deres biler komme kørende i modsatte retning og til min store glæde fungerede vores telefoner igen, så jeg rent faktisk kunne ringe til Yan og checke med ham, om det nu også var dem. 

Han bekræftede, at de allerede havde spist morgenmad kl. 7 og nu var på vej ind i reklamelandsbyen for at gøre klar til dagens gæster. 

Foto-Dan hev håndbremsen. Med hvinende dæk og brændt gummi fik vi vendt bilen og kørte tilbage til Tallard for at mødes med pigerne. 

Hvis jeg havde misset den aftale pga. TDC havde jeg skiftet udbyder hurtigere end du kan sige skandale!

La Village

Reklamelandsbyen, også kaldet La Village, er en masse omrejsende boder, der stiller op i dagens startby gennem hele Tour de France. 

Der bliver gratis uddelt forskellige pølser, ost, snacks, vand, vin, juice, kaffe og meget mere. Der er en storskærm, hvor der kører masser af klip fra tidligere års Tour de France og også highlights fra dette års etaper. 

Der er også en scene, hvor Tour de France chefen Christian Prudhome hver dag byder velkommen fra. 

I Villagen er et stort gult telt med borde og stole ude foran, og det er her dagens første arbejdsopgave er for pigerne. 

Først skal de gøre alt klar og kl. 10 begynder det store rykind af gæster og journalister, der kommer for at få en kop kaffe, måske en kage og dagens udgave af sportsavisen L’Equipe.   

Populære piger

Vi er ikke de eneste journalister, der er interesseret i de gule piger. Ja, på sin vis er alle mænd med en puls det vel, for de fire piger er pænt pæne og pænt søde... men det er en anden historie! 

En radio-journalist fra Belgien lånte en af “vores” piger og søde Mathilde stillede pænt op til interviewet. 

Formiddagens tjans var forbi og så var det ellers ud i bilerne og med fuld gas mod dagens målby. Normalt kører de langs ruten og vinker til de fans, der er mødt op tidligt, men i dag var det ret dårligt vejr, så de besluttede at tage motorvejen til Nimes. En tur på små 300 km.

To af pigerne skulle i VIP-teltet og servere champagne, mens to af de andre skulle gøre sig klar til at gå podiet sammen med den gule trøje. 

Udseende afgør hvem der kommer på podiet

Det er bestemt på forhånd, hvilke piger der skal på podiet hver dag. De har en liste med hvem der skal på, men de kan godt bytte internt, hvis det f.eks. er en af pigenes hjemby eller egn. 

Den eneste etape, der ikke er bestemt på forhånd er den sidste etape med podiet i Paris, med 1000-vis af tilskuere og millioner af tv-seere. 

Der bestemmer Miss Sofie og Yan med hård, hvilke to piger, der har gjort sig fortjent til æren ud fra kriterierne: Anciennitet, præstationer undervejs og i tidligere år, gode kollegiale egenskaber og udseende. 

Backstage til præmieoverrækkelse

Vi bliver ført backstage sammen med to af pigerne og venter på, at Nibali kommer ud fra dopingkontrol og skal på podiet med pigerne. I mens vi står der kommer Rodriquez, Sagan og dagens vinder nordmanden Alexander Kristoff forbi. 

Pigerne mødes med Nibali på trappen bag podiet. De går ind sammen foran tilskuerne og rullende kameraer og kommer hurtigt tilbage. Pigerne tomhændede. Nibali med en gul trøje, en buket og en løve mere til samlingen. 

Dagens sidste tjans for pigerne består i at holde fem gule trøjer stramt, mens  Nibali signerer dem. Og så er det ellers ud og klædes om inden turen går til en ny by og et nyt hotel. I morgen venter endnu en dag med det gule Tour de France cirkus. 

Vi har ligget vandret for at få indslaget med pigerne klart og du kan se det i dag på TV2 i optaktsudsendelsen til dagens etape kl. 13. God fornøjelse.    

Marie-Alexie og Mathilde med en eller anden cykelrytter i baggrunden

Indslaget tager form... 

Bjerge, styrt og Contadors exit

Der er lidt langt mellem mine blogs her fra Frankrig, så derfor er der mange ting at fortælle, når jeg først får sat mig til tastaturet. Jeg håber, du har mod på at læse om de seneste dages oplevelser, selvom det nok kommer til at tage dig et par timer. 

I stedet for at gennemgå dagene kronologisk, vil jeg hellere beskrive de forskellige begivenheder og oplevelser ud fra - hvad skal vi kalde det - vigtighedsprincippet.

Adios Contador

Som om det ikke var et stort nok tab for løbet, at Froome udgik på 5. etape, så mistede årets Tour endnu en kæmpe profil, da Saxo’s Alberto Contador styrtede på 10. etape og kort tid efter satte sig ind i bilen. Færdig. Abandon. 

Jeg talte med Jakob Fuglsang umiddelbart efter etapen, og han var ret klar i spyttet omkring Contadors hasarderede kørsel: “Det var en meget svær nedkørsel med grus og vådt føre, og Contador overhalede os med 10-15 km ekstra i timen. En kilometer senere røg han på røv og albuer” sagde den danske superstjerne, der hører til feltets teknisk allerbedste ryttere, og nok har styr på, hvornår man kan give gas, og hvornår man ikke kan.

Dagen efter var vi ude på Tinkoff-Saxo’s hotel og fulgte Contadors sidste minutter i Frankrig, da han humpende kom ud til den ventende presse inden han satte sig i bilen med kurs mod lufthavnen og en flyver til Madrid. 

Personligt og professionelt var det også ærgerligt for mig, at Contador styrtede. Vi havde en aftale med Bjarne Riis om en cykeltur i det franske, hvor vi med rullende kameraer skulle have talt om livet som ikke-ejer, løbets første 10 dage og naturligvis Contadors chancer. Det blev selvfølgelig aflyst, eller lad os sige foreløbig udsat til den næste hviledag. 

Fuglsang styrt 

Nok hører Fuglen til blandt feltets dygtigste ryttere, men selv en cykel-ekvilibrist har svært ved ikke at styrte, når modstanderne kaster flasker efter én. Ah OK, så slemt var det vist ikke, men sikkert er det, at Lars Bak’s kaptajn Jürgen van den Broeck tabte en fyldt vandflaske på en nedkørsel og Fulgsang kørte ind i den. 

Danskerens cykel forsvandt under ham. Han landede hårdt på sin venstre side og kurede hen af vejen indtil han lå stille i vejkanten. Efter at have sundet sig lidt og kommet til hægterne igen, kravlede han op på sin specialdesignede Mclaren-cykel (kun han og Nick Roche har én i feltet) og kørte alene de sidste 40 km. 

Han kom ind forslået og sur en halv time efter sin holdkammerat og kaptajn Vincenzo Nibali, og var meget utilfreds med van den Broeck. Sidstnævnte har undskyldt på twitter til Fuglsang og skrevet, at det var et uheld at han tabte den. Jeg tænker: Sabotage og en hurtig vej op i klassementet. Jeg ville være på udkig nu, hvis jeg lå i Top 5 (ironi kan være anvendt...)

For Fuglsang er det møg-ærgerligt. Han var godt kørende og havde en fin chance for at forbedre sidste års 7.-plads. Kunne han sidde med Nibali og de andre op af det sidste bjerg mod målbyen Chamrousse, havde han med stor sandsynlighed kørt sig i Top 5 allerede i går. Men det er naturligvis kun gisninger.

Mudderbad på planken med smukke piger

Lad os sige det på den måde, at det er da en overskrift der sælger! Helt så romantisk var det dog på ingen måder. 

Målbyen på 10. etape hed Planche de Belles Filles (Planken med smukke piger), men efter 5-6 dage med konstant regn var toppen blevet forvandlet til et mudderbad, hvor hele det omrejsende Tour de France cirkus skulle slå lejr i et døgns tid. 

Det var vanvittigt. Kæmpe lastbiler sad fast i 30-40 cm. dybe mudderspor. For hvert skridt man tog, skulle man sikre sig, at man ikke røg ned i en dyb pøl med vand. Sko, tøj, kameraer, udstyr, alt - ALT - var vådt. 

VIP-områdets hegn og pressenings-gulv var ved at blæse væk og blev holdt nede med store sten og klippestykker. Podiet, hvor dagens vinder og alle trøjerne skulle hyldes senere, stod skævt, sank ned i jorden og virkede en kende vakkelvornt. 

Fan i tusindvis var gået op til toppen eller havde taget en af de shuttlebusser, der efter planen skulle have fragtet de tilrejsende op og ned af bjerget. Lad os bare sige, at regnen og andre logistiske udfordringer sørgede for at det ikke fungerede efter hensigten. 

Det var meningen, at jeg skulle have været ved holdbusserne og allerede inden Contador styrtede, forsøgte jeg at komme ned fra toppen med en shuttlebus. Klokken var vel omkring 14, men buskørslen var allerede indstillet. Jeg overvejede kortvarigt om jeg skulle gå de 9 km ned af bjerget, men ombestemte mig heldigvis.        

I stedet blev jeg på toppen og fik som tidligere nævnt, lavet interviewet med Fuglsang, men fik også fat i Michael Rogers, der kunne fortælle om de sidste minutter på cyklen med Contador, der havde beklaget overfor sine holdkammerater, at han ikke kunne fortsætte, og Rogers havde sagt de sidste ord til sin kaptajn: “We are proud of you” - sikkert på spansk eller italiensk. 

Da vi skulle ned fra bjerget var det rent kaos. I hundredevis stod tilskuere og pressefolk ved busholdepladsen og ventede på shuttlebusser, der ikke kom. Da vi havde stået der en halv time ca., så jeg pludselig en bil fra det amerikanske TV-selskab NBC. Det var min gode bekendte Richard (der også laver NFL Sunday Night Football på NBC), som sad i den sammen med en kollega. Jeg fik ham stoppet og min faste partner in crime fotograf Dan Poulsen og jeg hoppede ind på bagsædet. 

Vi kom hurtigt ned, hoppede over i vores egen bil og kørte mod hviledagens hotel.      

På Col d’Izoard uden mobildækning

Wauw... 

I dag har vi været på Col d’Izoard, og er er ikke ret meget andet at sige end: Wauw. 

Hvor er det et sindssygt landskab og hvor er det et vildt bjerg. Nærmest et månelandskab i 2360 meters højde. 

Det er jo ikke mere end en måned siden, at jeg var der sidste med Rolf Sørensen i forbindelse med Rolf og Elming på tour (læs min tidligere blog derfra), men dengang var det overskyet og koldt, og jeg fik ikke set bjerget på samme måde som i dag, hvor det var skyfrit fra morgenen, og jeg ikke sad på en cykel og kiggede ned i jorden. 

Vi skulle gennem live på TV2 News kl. 9:05 og kørte fra vores hotel i Briancon kl. 7:45 for at være sikker på at komme op på bjerget i god tid, så vi kunne sætte parabolen op og få igennem til Danmark. 

Og det der med hul igennem til tropelandet i nord har haltet gevaldigt for TDC-kunder i den sidste 36 timer. Derfor stod vi på toppen af Tourens højeste bjerg uden telefonforbindelse eller internet. Vi kunne altså ikke kommunikere med nogen og fortælle dem, at vi rent faktisk var på plads og var klar på at komme igennem.

I 15-20 minutter stod jeg og viftede med armene foran kameraet og talte i mikrofonen i håb om, at der var nogen der opdagede, at vi stod på månen. Endelig kom der en stemme i den anden ende: “Hej Claus. Vi er klar til live med jer om 5 minutter” - forløsningen på Col d’Izoard var stor. 

Og så gik det ellers over stok og sten med den ene direkte gennemstilling efter den anden. Vi var vel igennem 4 gange på TV2 og TV2 News i de næste små fire timer. Vi var igennem på News kl 12:50 og der var første spørgsmål: “Hvordan går det i løbet lige nu?” 

Uden internet havde jeg ikke haft mulighed for at følge med, så jeg måtte snakke udenom og fortælle, hvilket vildt bjerg det var og hvor mange turister der var på vej op på cykel. Og der snakker vi altså flere tusinder. Det var vildt at se alle de motionister der kom op i alle alle aldre og alle størrelser og naturligvis begge køn.    

It's a dirty job, but somebody's gotta do it 

Nu er vi så færdig med alperne, der venter en flad etape, og der har vi gjort et lille scoop. Foto-Dan og jeg skal følge de gule piger en hel dag. Altså de der kyssepiger, der kommer på podiet sammen med gule trøje. Vi glæder os og lover masser af billeder. 

Check også facebook.com/nflming for daglige billedgallerier. Insta (@NFLming) for flere billeder og dagens #Tourbabe. Og Twitter (@NFLming) for tweets om touren, NFL og andre ting, der foregår inde i hovedet på mig.

Vand-vittige dage med brosten og champagne!

Efter tre dejlige dage i England, hvor vi fik lidt af den sommer, I alle har derhjemme i Danmark lige nu, ja så er vi nu i NordFrankrig, og har har ikke set solen i 4 dage. 

Vi kunne ellers godt trænge til opmuntring efter den vanvittige rejsedag, du kan læse om i min første blog her fra Touren. Vi boede på et forfærdeligt hotel i Lille, hvor værelserne var mikroskopiske og resten af hotellet var under total renovering. Interessant nok prøvede hotellet at spille kortet “vi gør det for din skyld” med et lille skilt, hvor der stod “Dear customer. We are happy to announce that we are renovating the hotel”...

Nuvel - vi skulle trods alt kun sove der, men når vi endelig har to nætter på et hotel, vil alle vi tour-sigøjnere gerne have vasket tøj. Som regel rammer vi to max. tre gange undervejs en by og et hotel, hvor vi har mere end en overnatning, så de få gange hvor vi faktisk har tid til at komme ind og få pakket kufferten ud, vil alle gerne have vasket deres bedskidte kluns. 

Men meldingen fra receptionen på skønt engelsk med fransk dialekt var: “ No, ånfortunætli wi kanåt wash ze clåthez becuz of ze Tour de France...” What??? På grund af Touren? But Why??? Nå nevermind... Det var vist noget med, at de ikke kunne komme over til vaskeriet, fordi der var nogle enkelte gade lukket omkring målområdet. Tres stupide...

Krig på kniven

Fjerde etape forløb uden nævneværdige problemer, andet end at Chris Froome styrtede, og det skulle jo vise sig at være værre end først antaget. Men både det og alt muligt andet fra etapen, så jeg ikke et sekund af, for vi var på optagelse i næste dags startby. 

2014 markerer 100-året for starten af 1. Verdenskrig og de 7 etaper i Nord-Frankrig følger mere eller mindre frontlinjen fra krigen. Startbyen på 5. etape - Belgiske Ypres - var måske den by i 1. Verdenskrig, der blev hårdest ramt. 

I fire år, var der hver dag kampe i og omkring byen og over 650.000 mand døde på slagmarkerne i området. 

Vi brugte en dag på at køre rundt til nogle af de mest markante steder og fik skruet et (hvis jeg selv skal sige det) superfedt indslag sammen om den begivenhed, der måske mere end noget andet, skabte det Europa, vi kender i dag. 

Froome Fini!
Vi så heller ikke ret meget af 5. etape, der til gengæld blev det vildeste drama, og set med danske øjne - succesfuld. Etapen fra Ypres til Arenberg var på forhånd frygtet af næsten alle rytterne for de 9 stykker med brosten, der lå på de sidste 70 km. Og vejret gjorde som bekendt etapen endnu sværere og skæbnesvanger for løbets største favorit. 

Fra morgenen klippede vi vores indslag om 1. verdenskrig færdigt, og da min fotograf og faste partner på Touren Dan Poulsen kiggede ud af vinduet og bemærkede at det regnede kraftigt, svarede jeg med et ord: “Fedt...” 

Vi kørte ud til det sidste brostenstykke og stillede op, mens regnen piskede ned. Der var overhovedet ingen tilskuere, ja lige bortset fra to fanatiske englændere, der havde slået en bivuak op og ventede på feltet, som først skulle komme forbi 4 timer senere. 

Det var et van(d)vittigt underlag. Glatte brosten, og vandpøler overalt, hvor der var et mindre eller større hul ved siden af vejen. Vi gjorde klar til at gå live, da jeg i min øresnegl hører at Froome er styrtet (igen) og få sekunder efter sætter sig ind i Sky-bilen. Abandon. Ude. Færdig. 

For første gang siden Bernard Hinault i 1990 måtte den forsvarende mester trække sig fra løbet. Et chok for alle. Også for de få fans, der nu var mødt op. 

De to englændere lignede kæmpe spørgsmåltegn. Wiggins sorteret fra på forhånd. Cavendish udgået efter første etape. Og nu Froome ude - allerede inden feltet havde ramt brostenene. Nej, Tour de France med The Grand Departy i England, har på ingen måder været briternes kop te! 

Vi kørte til målbyen omkring Arenberg og det var regnkaos. Alt sejlede. Vand og mudder overalt. Men vi skulle ned til Astana-bussen og Jakob Fuglsang. På det her tidspunkt havde jeg stadig ikke set et eneste sekund fra etapen, men lyttede med i min øresnegl, hvor jeg kunne høre Ritter, Rolf og Leth. 

Selv uden billeder af en flyvende dansk Fugl, var det fedt! Han kørte etapen som sad han på sin gamle mountainbike og kunne have vundet den, hvis han ikke var tvunget til at være den loyale løjtnant, der hjalp Nibalis gule trøje i mål.

Jakob ankom som den første til bussen (den gule trøje skal altid interviewes og ofte dopingtestes i målområdet) og hilste med et mudret ansigt og kæmpe smil, da han så den samlede danske verdenspresse. 

Efter et hurtigt bad kom han ud med et endnu større smil, og var naturligvis lykkelig både for anden-pladsen på etapen og i det samlede klassement. 

Champagne i Champagne
Vi fejrede først sejren dagen efter, da Dan og jeg havde en aftale med et champagnehus i Epernay. Ja ja, der mangler nogle streger over nogle af e’erne, men Epernay er en af de to hovedbyer i Champagne-distriktet og startby på 7. etape. 

Vi skulle besøge huset de Venoge, som blandt andet har lavet en flaske champagne til Andy Schleck, da han to år for sent fik tildelt sejren for Tour de France 2010, hvor vinderen Alberto Contador som bekendt bøffede i den. 

De serverede noget fabelagtig champagne, som jeg tror kunstneren har indtaget rigeligt af, inden han forsøgte at male Andy Schleck....

Og nu står vi så på toppen af den sidste bakke af 7. etape. En 1,3 km vej inde midt i Nancy med en stignings-procent på 7,9%. Og mens Dan sidder og klipper vores champagne-indslag færdig skriver jeg blog og gør klar til at sende live fra etapen kl 14.15. 

Jo, jo sig ikke, at vi ikke kommer omkring.   

Auf Wiedersehen England. Bon Jour France!

Det har været noget helt vanvittigt fede og flotte dage i England. De tre etaper har alle tiltrukket i 100-tusinder af cykelfans og det var været en vild oplevelse at dække,

Allemagne - Angleterre - comme ci comme ca!

Min Tour de Yorkshire begyndte allerede onsdag, hvor vi fløj til Manchester og blev kørt til Harrogate, der dannede rammen om vores første tre dage og løbets første målby. 

Torsdag var første arbejdsdag og vi kørte i pressecentret for at dække Sky’s officielle pressemøde. Da vi kører ind på P-pladsen er der stort ståhej, for den engelske Vice-Premierminister Nick Clegg, der også er MP for Yorkshire-området, er netop ankommet. 

Han er sammen med løbsdirektør Christian Prudhomme og cykellegenden Bernard Hinault og jeg øjner straks en mulighed for at få et interview med Prudhomme, der så snart løbet er i gang, ikke er til at komme i nærheden af. 

Vi følger efter, og mens Prudhomme og Clegg taler med nogle lokale VIP’er, går jeg over til Hinault for at høre hans mening om at Touren skal begynde i England. 

Jeg spørger om han forstår engelsk (det tror jeg han gør, men typisk for les Francais, så ryster han blot på hovedet). I stedet forsøger jeg mig på famlende fransk: “Keske ty kroi de  le tour visite Allemagne?” - eller noget i retning af, hvad synes du om at Touren besøger Tyskland?

Han smilede let overbærende, og rettede mig omgående: “Angleterre” - England. Oui, Oui, Angleterre, fik jeg fremstammet, og så smilede han ellers endnu mere og svarede på mit spørgsmål. Jeg fik vist også gjort et spørgsmål forståeligt om, havd han synes om de tre etaper, og det svarede han også på. 

Jo, jo, 3 års fransk i Gymnasiet er ikke spildt! 

Jenkin Road
Fra pressecentret gik turen ud til en af de vildeste stigninger i Tour de France-historien. Jenkin Road i Sheffield og dens 33%. 

OK, så det er kun et kort stykke, der er så stejlt, men det er til gengæld nærmest umuligt at bestige for normale motionister. 

Til gengæld så vi flere kvinder, der med ryggen i vandret og benene i æselposition skubbede en barnevogn foran sig. Pænt nederen at bo på toppen, når børnehaven ligger i bunden.  

Se til venstre...

En af de store udfordringer for vores vedkommende ved, at Touren begyndte i Yorkshire er det faktum, at englænderne som bekendt kører i venstre side. 

Vi har fragtet vores TV-biler med fra Danmark og min faste makker over de næste tre uger, fotograf Dan Poulsen, havde helt styr på det der med at køre i den modsatte side af vejen. Ja, altså lige med undtagelse af, da han kørte i højre bane direkte mod en modkørende, da han trak ud foran en hurtiggående og højtdyttende Mercer på motorvejen, eller de to-tre gange han har været ved at klippe en cyklist fordi man pr. automatik kigger den forkerte vej. 

Vi er på mirakuløst vis overlevet og det samme gælder de britiske cylister. 

Spekatulært landskab og begejstrede fans

Efter de tre etaper fra masser af ryttere tweetet, at det her var den bedste Grand Depart (Start) på en Tour de France nogensinde. Alle rytterne er helt oppe at ringe over, hvor begejstrede de fremmødte fans var, antallet af briter der var troppet op i bakkerne, på vejen og i landsbyerne, og også den måde byerne og folket havde pyntet ruten vakte begejstring. 

Vi kørte selv de sidste 50 km. af ruten på 2. etape, der var ekstremt kuperet og de mange bakketoppe var plastret til med i 100tusind-vis af mennesker. Det var fuldstændig som en etape i Pyrenæerne eller som en af rytterne sagde: “Det var Alpe d’Huez gange 200” .

Vejret var for en gangs skyld med Yorkshire og med solen fremme var alle folk på plads tidligt. De vinkede og hujede, når vi kørte forbi og på vej op af Midhopestones kunne vi nærmest ikke komme gennem folkemængden. Det var så vildt! Og jeg tvivler ikke på, at det var endnu vildere, da rytterne et par timer senere kom samme vej.  

Vive La France

Efter sidste etape sluttede i England, skyndte vi os at gøre klar til afgang og kørte syd på, for at nå vores færge fra Dover i England til Calais i Frankrig. Vi havde booket til 18:35. Vi var fremme kl. 21. 

Der var KAOS! Det var kø-kørsel hele vejen ud af London i en lang kortege med holdbiler, tourbiler, TV-biler og køretøjer fra reklame-karavanen. Da vi så endelig nåede frem til Dover viste det sig, at alle de rejsende i det store Tour de France cirkus kun havde reservationer, men ingen billetter! 

Derfor skulle alle - ALLE - ind på et lillebitte kontor og have deres billet. Vi snakker flere hundrede køretøjer, som ankom nogenlunde samtidigt og som alle ville med den næste færge. Jeg gentager: KAOS! 

Vi nåede langt om længe frem til skranken, fik vores billet, og nåede med færgen over kl 22:35. Halvvejs ude i den engelske kanal mistede vi en time pga. tidsforskellen og ankom vi til Calais kl. 01:00. 

Derfra havde vi ca. 100 km. på motorvejen til Lille, og den var 02:30 inden vi var i seng. Ikke så slemt, bortset fra at vi her til morgen skulle stå i målområdet kl 08:00! 

Til gengæld er hotellet tip-top. Not...  

Choksejr til Guldbajertreeren

Af RIZTAU, Lourdes, Frankrig
Der var ikke mange, der havde forventet at Danmarks mest vindende kvartet kunne komme i problemer på årets Tour de Nerve Bicyclette. 

Guldfireren: Viktor Feddersen, Niels Laulud, Thomas Poulsen og Eskild Ebbesen

Men Guldfireren fik uventet hård modstand fra en trio, der tilsammen vejer små 300 kg. Mikael “Schleck” Kamber, Peter “Abdujabarov” Tanev og Claus “Pantani” Elming viste sig som mere end almindeligt skarpe i cyklingens mange discipliner. 

Guldbajertreeren: Pantani, Abdujabarov og Schleck

Således lykkedes det den såkaldte Guldbajertreer, at besejre Guldfireren på den afgørende etape til Col D’Aubisque, hvor hele den stærke TV2-trio præsterede at nå toppen, mens Guldfireren måtte se sejren smuldre sammen med Viktor Feddersens ben. 

Det forlyder til gengæld, at Feddersen har taget nogle meget smukke billeder på Col de Soulor.  

Der er koldt på toppen
Holdkaptajn Eskild Ebbesen pressede sine holdkammerater til det yderste, og der opstod skærmydsler på Guldfireren, der tydeligvis ikke har oplevet modgang af denne kaliber siden torpedo-hændelsen i russisk farvand i 1997. 

For at undgå at se nederlaget i øjnene valgte Eskild Ebbesen, Thomas Poulsen og Niels Laulund at køre ned fra Aubisque inden Guldbajertreeren kom op. 

Da holdkaptajn Eskild Ebbesen ved frokosten blev spurgt til det chokerende nederlag, manede han til besindighed og sagde blot “Ro, Ro Roooolig nu” 

Den store nedtur
De fire mænd, der blev kendt i Danmark for at padle utrolig stærkt i en udhulet træstamme virkede lammede. Kaptajnen havde efter skuffelsen på Aubisque beordret til angreb på nedkørslen, men også her kom den ellers frygtede kvartet i uventede problemer . 

Der var simpelthen en markant tyngdefordel til Guldbajertreeren. Kambers små 100 kg. Elmings sylfidekrop på blot 69 kg og ikke mindst Tanev’s i hvert fald 130 kg (den nøjagtige vægt kendes ikke, da det er max. på hotelvægten) buldrede ned over bjerget med en sådan hast, at Guldfireren så sig tvunget til at benytte ufine tricks. 

To gange fingerede de defekt. Første gang brugte Thomas Poulsen den ulovlige “Pfffft” app der ved aktivering lyder som en punktering, og straks råbte hele kvartetten “Defeeeeeekt” hvorfor feltet måtte stoppe. 

Anden gang var det holdkaptajn Ebbesen, der selv havde løsnet sin sadel på toppen af Soulor, og pludselig gik den meeeeget overraskende i stykker. Endnu engang fik Guldfireren et tiltrængt hvil, og frustrationerne var helt tydelige hos Guldbajertreeren, der uden tvivl havde forventet større sportsmanship fra de afdankede stjerner. 

Fårsvar er det bedste angreb
Som om det ikke var nok, trak Guldfireren det sidste feje kort. En sjælden manøvre, som ellers kun ses ved store etapeløb på New Zealand. De beordrede vejen tilstoppet med får. Bedst som Elming, Kamber og Tanev havde skabt et hul på 3-4 meter, var der vandrende uld over hele vejen. 

Løbsleder Jens Kasler - tydeligt i ledtog med de fire slagne åretrækkere - beordrede igen feltet stoppet og da fårehyrden endelig var forbi, var der igen samling på feltet. Niels Laulund og Eskild Ebbesen, der havde været håbløst sat efter den fejende flotte kørsel af Guldbajertreeren, havde nu fået kræfter igen og de to grupper fulgtes ad til mål.       

Skarp diæt skal sikre sejr
Det forlyder, at Uldfireren nu vil gå i skarp træning til næste års Tour de Nerve Bicyclette. 

De har angiveligt opgivet at slå Guldbajertreeren når det går opad, men er allerede gået i gang med oparbejde vægt til nedkørslerne. Således blev de set i Lourdes i gang med at spise pizza og drikke guldbajer. 

Lige som i golf, er det nu muligt at køre med handicap i cykling. Og endnu engang viser Guldbajertreeren storsind. Sportsdirektør Mikael Kamber udtaler: “Jo den er god nok. Vi tilbyder simpelthen at overtage Viktor Feddersen til næste år.”

Doping der virker

Guldbajertreeren har samtidig bevist at kanelgifler i lommen og øl i dunken er doping med så meget tyngde, at selv den lokale læge Dr. Fuentes er imponeret. Fuentes har henvendt sig for at høre om man kan lave en kanelgiffel-centrifuge. 

Der skal lyde et stort tillykke til Guldbajertreeren med den sensationelle sejr. Selv udtaler holdkaptajn Peter Tanev: “Sol og vind med samme sind.” Og han slutter af: “Det bliver piv-godt vejr i morgen”...

Guldbajertreeren på toppen Col d'Aubisque

Rolf og Elming på Tour - Helvede i Nord

Efter fire dage med lårsmadrende bjerge kørte vi nord på for at lave de sidste optagelser. Brostenskørsel på de legendariske pavéer i Roubaix-området. 

Godt nok ligger brostenene fra Ypres til Arenberg på 5. etape, mens de fire bjergetaper vi allerede har optaget er 13., 14., 17. og 18., men sådan er TV nogle gange, at man ikke nødvendigvis kan optage alt kronologisk. Så vi lagde ud med bjergene og sluttede med brostenene. 



100-året for 1. Verdenskrig 
Den 9. juli bevæger Tour-feltet sig ind i Belgien med start i byen Ypres. Det sker som en hyldest til byen, der var omdrejningspunkt for nogle af mest blodige slag under Første Verdenskrig for præcis 100 år siden.

Et vidnesbyrd om krigen og de infernale bombardementer, der fandt sted i flere år, er mange af brostensstykkerne, som stadig ligger rundt omkring i landskabet.

På mange af stykkerne er de brostenene nærmest kastet i med en skovl, mens de andre steder ligger nogenlunde pænt, og der er faktisk striber hist og her, hvor de er rettet til og der sågar er lagt nye brosten i.

Ikke desto mindre havde jeg ingen anelse om, hvad jeg gik ind til, og frygtede mødet med Pavéerne.

Jeg har haft lidt uheldige styrt igennem tiderne og har taget et par voldsomme af slagsen også. Derfor var det lidt bekymrende, at vi nu skulle køre brosten, hvor masser af store ryttere gennem tiden er styrtet med diverse brækkede lemmer som bevis.

Sådan køres brosten!
På vejen forklarede Rolf, at det drejede sig om at holde sig i midten på toppen af stenene og så ellers køre så stækt som man kunne. Derved eliminerer man de værste huller og dækket suser nærmest henover stenene uden at blive fanget i hullerne mellem dem.

Etapen er 155,5 km lang og lægger ud med stilfærdige 87 km uden nævneværdige udfordringer, men så skal jeg ellers love for at det går løs. Feltet når byen Gruson med n, men resten af etapen kunne lige så godt skrives med m. For den er Grusom.

Jeg fik et chok, da vi ramte det første pavé-stykke. Rolf nåede lige at råbe "Op i fart" og så accelererede han ellers ind på det første stykke. Jeg tog en dyb indånding, sank en klump og lukkede øjnene. Ah ok, jeg lukkede ikke øjnene, men jeg var ikke stolt ved situationen.

"Du bremser ikke!"
Vi hamrede derudaf, alt bimlede og blamlede. Min hjelm var ikke spændt godt nok, så den hoppede og dansede på hovedet af mig. Mine briller fulgte samme mønster og bevægede sig op og ned på næseryggen. Jeg holdt solidt fast i styret og råbte til Rolf: " HVAD MED BREMSER?" - han fortsatte ufortrødent derudaf og råbte tilbage: "DU BREMSER IKKE"...

Så det gjorde vi ikke. Jeg havde svært ved at følge Rolf, og måtte til sidst slippe, men kom trods alt helskindet igennem. De første 1400 meter var overstået. For enden stod Rolf og ventede. Jeg stod af cyklen og mine hænder rystede som espeløv.

Rolf forklarede, at det var vigtigt at holde midt på styret med løse hænder for at undgå vabler. Selvfølgelig skulle jeg holde godt fast, men ikke spænde desperat, og så flytte hænderne, når jeg skulle skifte gear. Og bremsen skulle jeg bare glemme.

Vi ramte næste pavé-stykke. Og det næste. Og det næste. Hver gang med lidt højere hastighed og hver gang med lidt større mod.

Til sidst kunne jeg ligge på hjul af Rolf, og det var interessant at se ham manøvrere pavéerne. Han kørte for det meste med fuld speed lige på midten, men af og til slog han et lille sving til højre eller venstre for at undgå et dybt hul eller en sten, der lå meget højt. Enkelte gange kørte han også helt ud i siden, hvor der ingen brosten er, men der kan man meget hurtigt komme i problemer med store huller, høje kanter eller simpelthen, at "stien" pludselig stopper.

Min egen erfaring efter de første pavéer bekræftede, hvad Rolf havde sagt. Bliv i midten og kør som død og helvede. Faktisk kørte det bedst, når jeg bare drønede henover stenene uanset om de lå lavt eller højt, eller der groede græs på dem. Det var fuld speed.

Vi kørte for det meste en 25-28 km/t og nåede hist og her lige over 30, men jeg synes virkelig det gik stærkt, og det står jo langt fra mål med Tour-feltet, der raser henover brostensstykkerne med over 40 i timen.

Ni pavéer i alt skal feltet henover mellem 1000 meter og 3700 meter. Efter det sidste stykke på 1600 meter er der 5 km til mål, og her er det bare fuld skrald for de forreste inden sprinten i Arenberg. Vi sprang sprinten over, og jeg stod med ømme underarme og rystende hænder efter mit første møde med brostenene.

Ikke så slemt, som jeg frygtede 
Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det ikke så giftigt som frygtet. Jeg kom ok igennem, og synes det var en oplevelse. Mine arme gjorde ondt. Mine hænder rystede. Ingen vabler og ingen styrt. Alt i alt fedt at prøve. Ikke noget jeg gad hver dag, men trods alt blæret at få på cykel-cv'et.

Når det så er sagt, så må jeg indrømme, at Rolf gjorde det nemt for mig og feltet står overfor helt andre udfordringer.
1) Vi var kun os to, ikke 198 ryttere, der hver især kæmper om position
2) Vi kunne holde os på midten, og var ikke tvunget til at ligge til højre eller til venstre
3) Vi kørte ikke nær så stærkt som feltet gør
4) Jeg kunne tillade mig at tage farten lidt af, når det blev for vildt

Tak Dennis - jobbet er stadig dit! 
Optagelserne til Rolf og Elming på Tour var slut. Vi satte os i tv-bilen og kørte mod Danmark. Uden bad vel at mærke. Det var ikke så slemt, bortset fra at jeg havde støv i næsen og i ørerne og i håret. Ja, mere eller mindre overalt. Endnu en lille udfordring som denne etape byder på.

Det har været en vild fed oplevelse, at optage programmerne og jeg glæder mig meget til fotograf Mads Feldberg får lavet dem færdig. Du kan se første afsnit d. 9. juli.

Tak til Dennis Ritter for at styrte. Bare rolig, jobbet er dit igen til næste år. Men hvis du vil have en hjælperytter med, er jeg klar!

Ikke flere brosten til mig. Til gengæld er jeg allerede på torsdag tilbage i Pyrenæerne, når jeg sammen med Scleroseforeningen og Cykelnerven skal ned og køre Tourmalet, Peyresourde m.fl. igen. Det virker virkelig dumt lige nu....

Optagelser slut: Elming, Mads og Rolf

Læs også de tidligere blogs, hvor jeg beskriver de forskellige etaper vi har kørt. 

Følg med på instagram (@nflming), Twitter (@nflming) og Fjæsen (facebook.com/nflming) hvor jeg hver dag lægger masser af billeder op. 

Rolf og Elming på tour - Riis 1996 streget over

Som om dagen i går ikke var hård nok, så sluttede vi i dag bjergetaperne af med at køre de sidste 78 km af 18. etape, der slutter på Hautacam og lige har en smuttur henover Tourmalet indbygget. I alt ca. 40 km opad med 2600 højdemeter.

Fra morgenen var jeg helt på toppen og så frem mod dagen og det faktum, at vi kun skulle bestige to bjerge, og så var anstrengelserne overstået. Men jeg havde ikke kalkuleret med, at Tourmalet og Hautacam i den grad skulle tage livet af mig. 

Col de Tourmalet 

Efter morgenmaden trillede Rolf Sørensen og jeg stille og roligt fra hotellet i Bagneres de Bigorre ud mod foden af Tourmalet og dagens første udfordring. 17 km med afslutning på toppen i 2115 meters højde. De første 6 km gik rigtig godt og forholdsvis nemt. Jeg hjulrede derudaf og sad fint med Rolf. 

Så kørte vi gennem en lille by og svingede skarpt til højre og så var det slut. Første stigning på over 10% ramte os som en forhammer og straks sad alle de foregående dages kilometer i stængerne.  

Pludselig var min glæde over dagen helt væk, og sad og hakkede i pedalerne. Jeg fulgte Rolf så langt jeg kunne, men måtte slippe efter en kilometer eller to. Så sad jeg der, mutters alene og havde 7 kilometer til toppen og stigninger, der hele tiden lå på over 8% og sjældent under 10. 

Det gjorde så usandsynligt ondt og når jeg kiggede ned på min GPS kørte jeg ikke mere end 7-8 km/t og skulle altså sidde der på cyklen ca. en time inden Tourmalet var besejret. 

Fire km fra toppen ligger skibyen La Mongie og her ventede Rolf og vores fotograf Mads Feldberg. Det var et meget kærkomment afbræk i trængslerne på asfalten, og colaen de havde åbnet forsvandt hurtigere end du kan sige bjerg-tortur. 

Spaghetti på toppen 

Herfra ændrede terrænet karakter og blev meget mere råt og vejene smallere, men desværre lige så stejle. Jeg kæmpede mig igennem og kørte vel hver kilometer på ca. 7 minutter, så de sidste fire tog mig altså en lille halv time. 

Til gengæld var der en restaurant på toppen og her fik vi endnu et tiltrængt hvil og en omgang perfekt timet spaghetti carbonara. 

På trods af, at vi var i over 2100 meters højde summede det af liv, og der var masser af cykelryttere, der fik taget billeder og selfies med stolte smil over at have klaret legendariske Tourmalet.     

Det fede ved at køre op er, at så skal man også ned. Jeg er simpelthen totalt verliebt i nedkørsler og bliver bedre og bedre for hver gang. Hvor er det vildt. Hvor er det fedt. Og hvor er det sjovt. 

Desværre kræver det en masse anstrengelser opad, for at få lov at køre nedad. Jeg synes de skulle gøre det lige som skisportsstederne, at man kunne tage en lift til toppen, og så bare køre nedkørsler. Jeg er vild med det. 

Rolf forklarer taktik
Det går nedad i ca. 25 km og dernæst følger omkring 15 km landevej inden etapen rammer Hautacam. På vejen forklarede Rolf, at det var her det var vigtigt, at man havde sendt et par hjælperyttere a la Michael Rogers og Nick Roche i forvejen. Så kan Contador angribe på nedkørslen, blive samlet op af sine hjælpere og ligge på hjul frem til Hautacam nærmest uden at bruge kræfter. 

Knapt var taktik-timen færdig før vi blev overhalet af et orangeklædt 5-mands-hold kaldet Team Armada, som blæste forbi os med 40 i timen. Rolf viste rutinen og var lynhurtig til at komme på hjul, mens jeg lige måtte kæmpe lidt for at nå op. Men da jeg først var der, gik det over stok og sten uden at jeg trådte nævneværdigt i pedalerne. Rolf's pointe blev bevist til fulde.       

Hautacam

Vi nåede en rundkørsel og Team Armada kørte lige igennem op mod Col d’Aubisque, mens vi drejede til højre mod Hautacam. Da vi nåede opkørslen mødte der os et “Fermé” skilt. Passet var lukket for vejarbejde. 

I det hele taget må det må det være skønt for de små lokale samfund, at Tour de France kommer forbi, for overalt bliver der i disse dage lagt spritny asfalt. I de små byer og på nedkørslerne vi har kørt de foregående dage, er der lagt ny asfalt. Sågar ned fra Tourmalet, er der lagt ny lækker asfalt, som gør nedkørslerne mere sikre, men måske endda også hurtigere. 

Fermé eller ej. Vi fortsatte ufortrødent af opkørslen til Hautacam og efter præcis en kilometer ramte den første mur os. En 14% stigning. Bum. Hautacam er meget urytmisk og meget svær at køre. Hist og her 7-8%, så et langt stykke med 10-11%, så pludselig 5-6% og så igen 14%.  Helt umulig at blive klog på og de 13 kilometer trækker tænder ud konstant. 

Smerte og selfies

Rolf var godt kørende. Og mens jeg sad og hakkede i det, fandt han sin telefon frem og begyndte at tage selfies. Det gjorde næsten dobbelt så ondt som mine ben. Han kaldte mig frem og jeg lå lige bag ved ham og kæmpede det bedste jeg havde lært, mens Rolf tog selfies af os på vej op af Hautacam. Jeg tænker, at Luc Leblanc, Virenque og de andre har haft det nogenlunde lige som mig der, da de så Riis på den store klinge i ‘96.    

Rolf stak af og jeg sad alene med 6 km tilbage og kørte ca 8 km/t så havde mindst 45 minutters smerte foran mig. Det gjorde så ondt, og vejen var ubarmhjertig. Faktisk er den lidt fata morgana agtig. Man kigger frem og ser et sving, der virker som toppen af stigningen, men når man så når frem fortsætter den bare brat opad og i mange tilfælde bliver den endnu stejlere. Konstant skuer man med bekymret blik fremad for at se, om der ikke snart kommer en pause i torturen, men Hautacam er nådesløs! 

Mads, hjælp...

Nu skete der så det, som må være de professionelles største frygt og som vi også hørte Riis sidste år bruge som forklaring (læs: undskyldning) for Condators nedtur. Jeg løb tør for vædske. I forvejen havde jeg vel drukket 7-8 liter den dag op ad Tourmalet og Hautacam, og pludselig sad jeg her med 4 km igen uden vådt eller tørt. 

Det var dræbende varmt og jeg måtte lide det nederlag, at stå af cyklen for at ringe til Mads i fotobilen og bede ham komme tilbage med noget vand. Jeg cyklede videre, men lige nøjagtig stykket fra 4 km-mærket til 2 km-mærket er bjergets hårdeste. Jeg kørte så langsomt, at min GPS gik på Auto-Pause!!!  

Jeg kæmpede mig videre og lige før 2 km-mærket kom Mads endelig. Vi var løbet tør for vand (vi havde købt 15 liter dagen før). Og havde heller ikke mere almindelig cola. Kun Cola light. Lige meget. Jeg drak en med det samme og fik en anden hældt i dunken. Det var som om, det gav ny energi, og jeg spunsede de sidste to km op ad Hautacam (her bliver hældningen også humane 8%).  

Nær toppen lå Rolf og solede sig i nærheden af en lille bæk og vi kørte sammen de sidste 300 meter til målet. Forløsningen og glæden var enorm. På jorden var malet et kæmpe Tour de France logo og “acam” stod med store bogstaver skrevet på asfalten. Mon ikke de får malet “Haut” op inden Tour-feltet kommer samme sted hen d. 24. juli.    

Jeg var megatræt og Rolf havde det ikke meget bedre. Han gik bare og talte med sig selv: “Pis Lort og Røv Fuck - den er hård!” - “Hvorfor gør jeg det her?” - “Jeg har kørt den her før og hadet det. Hvad skal jeg gøre det for igen?” - Det var trods alt lidt opløftende, at også Rolf var mærket af mødet med det brutale bjerg. 

Riis slettet

Lige efter målstregen står et banner med de fire tidligere vindere på. Såvel Bjarne Riis i 1996 som Piepoli i 1998 er streget over med en tusch, som indikation på, at de efterfølgende har indrømmet doping. 

Men Elpistoleroming’s hårdt tilkæmpede sejr over Hautacam blev kørt på en blanding af pasta carbonara og Cola light og vil for evigt bestå på min interne harddisk. 

Team Rolf og Elming: Claus, Foto-Mads og Rolf

Læs mere i de kommende dage, hvor jeg beskriver de forskellige etaper vi kører. 

Følg også med på instagram (@nflming), Twitter (@nflming) og Fjæsen (facebook.com/nflming) hvor jeg hver dag lægger masser af billeder op.