Som om dagen i går ikke var hård nok, så sluttede vi i dag bjergetaperne af med at køre de sidste 78 km af 18. etape, der slutter på Hautacam og lige har en smuttur henover Tourmalet indbygget. I alt ca. 40 km opad med 2600 højdemeter.
Fra morgenen var jeg helt på toppen og så frem mod dagen og det faktum, at vi kun skulle bestige to bjerge, og så var anstrengelserne overstået. Men jeg havde ikke kalkuleret med, at Tourmalet og Hautacam i den grad skulle tage livet af mig.
Col de Tourmalet
Efter morgenmaden trillede Rolf Sørensen og jeg stille og roligt fra hotellet i Bagneres de Bigorre ud mod foden af Tourmalet og dagens første udfordring. 17 km med afslutning på toppen i 2115 meters højde. De første 6 km gik rigtig godt og forholdsvis nemt. Jeg hjulrede derudaf og sad fint med Rolf.
Så kørte vi gennem en lille by og svingede skarpt til højre og så var det slut. Første stigning på over 10% ramte os som en forhammer og straks sad alle de foregående dages kilometer i stængerne.
Pludselig var min glæde over dagen helt væk, og sad og hakkede i pedalerne. Jeg fulgte Rolf så langt jeg kunne, men måtte slippe efter en kilometer eller to. Så sad jeg der, mutters alene og havde 7 kilometer til toppen og stigninger, der hele tiden lå på over 8% og sjældent under 10.
Det gjorde så usandsynligt ondt og når jeg kiggede ned på min GPS kørte jeg ikke mere end 7-8 km/t og skulle altså sidde der på cyklen ca. en time inden Tourmalet var besejret.
Fire km fra toppen ligger skibyen La Mongie og her ventede Rolf og vores fotograf Mads Feldberg. Det var et meget kærkomment afbræk i trængslerne på asfalten, og colaen de havde åbnet forsvandt hurtigere end du kan sige bjerg-tortur.
Herfra ændrede terrænet karakter og blev meget mere råt og vejene smallere, men desværre lige så stejle. Jeg kæmpede mig igennem og kørte vel hver kilometer på ca. 7 minutter, så de sidste fire tog mig altså en lille halv time.
Til gengæld var der en restaurant på toppen og her fik vi endnu et tiltrængt hvil og en omgang perfekt timet spaghetti carbonara.
På trods af, at vi var i over 2100 meters højde summede det af liv, og der var masser af cykelryttere, der fik taget billeder og selfies med stolte smil over at have klaret legendariske Tourmalet.
Det fede ved at køre op er, at så skal man også ned. Jeg er simpelthen totalt verliebt i nedkørsler og bliver bedre og bedre for hver gang. Hvor er det vildt. Hvor er det fedt. Og hvor er det sjovt.
Desværre kræver det en masse anstrengelser opad, for at få lov at køre nedad. Jeg synes de skulle gøre det lige som skisportsstederne, at man kunne tage en lift til toppen, og så bare køre nedkørsler. Jeg er vild med det.
Rolf forklarer taktik
Det går nedad i ca. 25 km og dernæst følger omkring 15 km landevej inden etapen rammer Hautacam. På vejen forklarede Rolf, at det var her det var vigtigt, at man havde sendt et par hjælperyttere a la Michael Rogers og Nick Roche i forvejen. Så kan Contador angribe på nedkørslen, blive samlet op af sine hjælpere og ligge på hjul frem til Hautacam nærmest uden at bruge kræfter.
Det går nedad i ca. 25 km og dernæst følger omkring 15 km landevej inden etapen rammer Hautacam. På vejen forklarede Rolf, at det var her det var vigtigt, at man havde sendt et par hjælperyttere a la Michael Rogers og Nick Roche i forvejen. Så kan Contador angribe på nedkørslen, blive samlet op af sine hjælpere og ligge på hjul frem til Hautacam nærmest uden at bruge kræfter.
Knapt var taktik-timen færdig før vi blev overhalet af et orangeklædt 5-mands-hold kaldet Team Armada, som blæste forbi os med 40 i timen. Rolf viste rutinen og var lynhurtig til at komme på hjul, mens jeg lige måtte kæmpe lidt for at nå op. Men da jeg først var der, gik det over stok og sten uden at jeg trådte nævneværdigt i pedalerne. Rolf's pointe blev bevist til fulde.
Hautacam
Vi nåede en rundkørsel og Team Armada kørte lige igennem op mod Col d’Aubisque, mens vi drejede til højre mod Hautacam. Da vi nåede opkørslen mødte der os et “Fermé” skilt. Passet var lukket for vejarbejde.
I det hele taget må det må det være skønt for de små lokale samfund, at Tour de France kommer forbi, for overalt bliver der i disse dage lagt spritny asfalt. I de små byer og på nedkørslerne vi har kørt de foregående dage, er der lagt ny asfalt. Sågar ned fra Tourmalet, er der lagt ny lækker asfalt, som gør nedkørslerne mere sikre, men måske endda også hurtigere.
Fermé eller ej. Vi fortsatte ufortrødent af opkørslen til Hautacam og efter præcis en kilometer ramte den første mur os. En 14% stigning. Bum. Hautacam er meget urytmisk og meget svær at køre. Hist og her 7-8%, så et langt stykke med 10-11%, så pludselig 5-6% og så igen 14%. Helt umulig at blive klog på og de 13 kilometer trækker tænder ud konstant.
Smerte og selfies
Rolf var godt kørende. Og mens jeg sad og hakkede i det, fandt han sin telefon frem og begyndte at tage selfies. Det gjorde næsten dobbelt så ondt som mine ben. Han kaldte mig frem og jeg lå lige bag ved ham og kæmpede det bedste jeg havde lært, mens Rolf tog selfies af os på vej op af Hautacam. Jeg tænker, at Luc Leblanc, Virenque og de andre har haft det nogenlunde lige som mig der, da de så Riis på den store klinge i ‘96.
Rolf stak af og jeg sad alene med 6 km tilbage og kørte ca 8 km/t så havde mindst 45 minutters smerte foran mig. Det gjorde så ondt, og vejen var ubarmhjertig. Faktisk er den lidt fata morgana agtig. Man kigger frem og ser et sving, der virker som toppen af stigningen, men når man så når frem fortsætter den bare brat opad og i mange tilfælde bliver den endnu stejlere. Konstant skuer man med bekymret blik fremad for at se, om der ikke snart kommer en pause i torturen, men Hautacam er nådesløs!
Mads, hjælp...
Nu skete der så det, som må være de professionelles største frygt og som vi også hørte Riis sidste år bruge som forklaring (læs: undskyldning) for Condators nedtur. Jeg løb tør for vædske. I forvejen havde jeg vel drukket 7-8 liter den dag op ad Tourmalet og Hautacam, og pludselig sad jeg her med 4 km igen uden vådt eller tørt.
Det var dræbende varmt og jeg måtte lide det nederlag, at stå af cyklen for at ringe til Mads i fotobilen og bede ham komme tilbage med noget vand. Jeg cyklede videre, men lige nøjagtig stykket fra 4 km-mærket til 2 km-mærket er bjergets hårdeste. Jeg kørte så langsomt, at min GPS gik på Auto-Pause!!!
Jeg kæmpede mig videre og lige før 2 km-mærket kom Mads endelig. Vi var løbet tør for vand (vi havde købt 15 liter dagen før). Og havde heller ikke mere almindelig cola. Kun Cola light. Lige meget. Jeg drak en med det samme og fik en anden hældt i dunken. Det var som om, det gav ny energi, og jeg spunsede de sidste to km op ad Hautacam (her bliver hældningen også humane 8%).
Nær toppen lå Rolf og solede sig i nærheden af en lille bæk og vi kørte sammen de sidste 300 meter til målet. Forløsningen og glæden var enorm. På jorden var malet et kæmpe Tour de France logo og “acam” stod med store bogstaver skrevet på asfalten. Mon ikke de får malet “Haut” op inden Tour-feltet kommer samme sted hen d. 24. juli.
Jeg var megatræt og Rolf havde det ikke meget bedre. Han gik bare og talte med sig selv: “Pis Lort og Røv Fuck - den er hård!” - “Hvorfor gør jeg det her?” - “Jeg har kørt den her før og hadet det. Hvad skal jeg gøre det for igen?” - Det var trods alt lidt opløftende, at også Rolf var mærket af mødet med det brutale bjerg.
Riis slettet
Lige efter målstregen står et banner med de fire tidligere vindere på. Såvel Bjarne Riis i 1996 som Piepoli i 1998 er streget over med en tusch, som indikation på, at de efterfølgende har indrømmet doping.
Men Elpistoleroming’s hårdt tilkæmpede sejr over Hautacam blev kørt på en blanding af pasta carbonara og Cola light og vil for evigt bestå på min interne harddisk.
 |
| Team Rolf og Elming: Claus, Foto-Mads og Rolf |
Læs mere i de kommende dage, hvor jeg beskriver de forskellige etaper vi kører.
Følg også med på instagram (@nflming), Twitter (@nflming) og Fjæsen (facebook.com/nflming) hvor jeg hver dag lægger masser af billeder op. 
Ingen kommentarer:
Send en kommentar