Choksejr til Guldbajertreeren

Af RIZTAU, Lourdes, Frankrig
Der var ikke mange, der havde forventet at Danmarks mest vindende kvartet kunne komme i problemer på årets Tour de Nerve Bicyclette. 

Guldfireren: Viktor Feddersen, Niels Laulud, Thomas Poulsen og Eskild Ebbesen

Men Guldfireren fik uventet hård modstand fra en trio, der tilsammen vejer små 300 kg. Mikael “Schleck” Kamber, Peter “Abdujabarov” Tanev og Claus “Pantani” Elming viste sig som mere end almindeligt skarpe i cyklingens mange discipliner. 

Guldbajertreeren: Pantani, Abdujabarov og Schleck

Således lykkedes det den såkaldte Guldbajertreer, at besejre Guldfireren på den afgørende etape til Col D’Aubisque, hvor hele den stærke TV2-trio præsterede at nå toppen, mens Guldfireren måtte se sejren smuldre sammen med Viktor Feddersens ben. 

Det forlyder til gengæld, at Feddersen har taget nogle meget smukke billeder på Col de Soulor.  

Der er koldt på toppen
Holdkaptajn Eskild Ebbesen pressede sine holdkammerater til det yderste, og der opstod skærmydsler på Guldfireren, der tydeligvis ikke har oplevet modgang af denne kaliber siden torpedo-hændelsen i russisk farvand i 1997. 

For at undgå at se nederlaget i øjnene valgte Eskild Ebbesen, Thomas Poulsen og Niels Laulund at køre ned fra Aubisque inden Guldbajertreeren kom op. 

Da holdkaptajn Eskild Ebbesen ved frokosten blev spurgt til det chokerende nederlag, manede han til besindighed og sagde blot “Ro, Ro Roooolig nu” 

Den store nedtur
De fire mænd, der blev kendt i Danmark for at padle utrolig stærkt i en udhulet træstamme virkede lammede. Kaptajnen havde efter skuffelsen på Aubisque beordret til angreb på nedkørslen, men også her kom den ellers frygtede kvartet i uventede problemer . 

Der var simpelthen en markant tyngdefordel til Guldbajertreeren. Kambers små 100 kg. Elmings sylfidekrop på blot 69 kg og ikke mindst Tanev’s i hvert fald 130 kg (den nøjagtige vægt kendes ikke, da det er max. på hotelvægten) buldrede ned over bjerget med en sådan hast, at Guldfireren så sig tvunget til at benytte ufine tricks. 

To gange fingerede de defekt. Første gang brugte Thomas Poulsen den ulovlige “Pfffft” app der ved aktivering lyder som en punktering, og straks råbte hele kvartetten “Defeeeeeekt” hvorfor feltet måtte stoppe. 

Anden gang var det holdkaptajn Ebbesen, der selv havde løsnet sin sadel på toppen af Soulor, og pludselig gik den meeeeget overraskende i stykker. Endnu engang fik Guldfireren et tiltrængt hvil, og frustrationerne var helt tydelige hos Guldbajertreeren, der uden tvivl havde forventet større sportsmanship fra de afdankede stjerner. 

Fårsvar er det bedste angreb
Som om det ikke var nok, trak Guldfireren det sidste feje kort. En sjælden manøvre, som ellers kun ses ved store etapeløb på New Zealand. De beordrede vejen tilstoppet med får. Bedst som Elming, Kamber og Tanev havde skabt et hul på 3-4 meter, var der vandrende uld over hele vejen. 

Løbsleder Jens Kasler - tydeligt i ledtog med de fire slagne åretrækkere - beordrede igen feltet stoppet og da fårehyrden endelig var forbi, var der igen samling på feltet. Niels Laulund og Eskild Ebbesen, der havde været håbløst sat efter den fejende flotte kørsel af Guldbajertreeren, havde nu fået kræfter igen og de to grupper fulgtes ad til mål.       

Skarp diæt skal sikre sejr
Det forlyder, at Uldfireren nu vil gå i skarp træning til næste års Tour de Nerve Bicyclette. 

De har angiveligt opgivet at slå Guldbajertreeren når det går opad, men er allerede gået i gang med oparbejde vægt til nedkørslerne. Således blev de set i Lourdes i gang med at spise pizza og drikke guldbajer. 

Lige som i golf, er det nu muligt at køre med handicap i cykling. Og endnu engang viser Guldbajertreeren storsind. Sportsdirektør Mikael Kamber udtaler: “Jo den er god nok. Vi tilbyder simpelthen at overtage Viktor Feddersen til næste år.”

Doping der virker

Guldbajertreeren har samtidig bevist at kanelgifler i lommen og øl i dunken er doping med så meget tyngde, at selv den lokale læge Dr. Fuentes er imponeret. Fuentes har henvendt sig for at høre om man kan lave en kanelgiffel-centrifuge. 

Der skal lyde et stort tillykke til Guldbajertreeren med den sensationelle sejr. Selv udtaler holdkaptajn Peter Tanev: “Sol og vind med samme sind.” Og han slutter af: “Det bliver piv-godt vejr i morgen”...

Guldbajertreeren på toppen Col d'Aubisque

Rolf og Elming på Tour - Helvede i Nord

Efter fire dage med lårsmadrende bjerge kørte vi nord på for at lave de sidste optagelser. Brostenskørsel på de legendariske pavéer i Roubaix-området. 

Godt nok ligger brostenene fra Ypres til Arenberg på 5. etape, mens de fire bjergetaper vi allerede har optaget er 13., 14., 17. og 18., men sådan er TV nogle gange, at man ikke nødvendigvis kan optage alt kronologisk. Så vi lagde ud med bjergene og sluttede med brostenene. 



100-året for 1. Verdenskrig 
Den 9. juli bevæger Tour-feltet sig ind i Belgien med start i byen Ypres. Det sker som en hyldest til byen, der var omdrejningspunkt for nogle af mest blodige slag under Første Verdenskrig for præcis 100 år siden.

Et vidnesbyrd om krigen og de infernale bombardementer, der fandt sted i flere år, er mange af brostensstykkerne, som stadig ligger rundt omkring i landskabet.

På mange af stykkerne er de brostenene nærmest kastet i med en skovl, mens de andre steder ligger nogenlunde pænt, og der er faktisk striber hist og her, hvor de er rettet til og der sågar er lagt nye brosten i.

Ikke desto mindre havde jeg ingen anelse om, hvad jeg gik ind til, og frygtede mødet med Pavéerne.

Jeg har haft lidt uheldige styrt igennem tiderne og har taget et par voldsomme af slagsen også. Derfor var det lidt bekymrende, at vi nu skulle køre brosten, hvor masser af store ryttere gennem tiden er styrtet med diverse brækkede lemmer som bevis.

Sådan køres brosten!
På vejen forklarede Rolf, at det drejede sig om at holde sig i midten på toppen af stenene og så ellers køre så stækt som man kunne. Derved eliminerer man de værste huller og dækket suser nærmest henover stenene uden at blive fanget i hullerne mellem dem.

Etapen er 155,5 km lang og lægger ud med stilfærdige 87 km uden nævneværdige udfordringer, men så skal jeg ellers love for at det går løs. Feltet når byen Gruson med n, men resten af etapen kunne lige så godt skrives med m. For den er Grusom.

Jeg fik et chok, da vi ramte det første pavé-stykke. Rolf nåede lige at råbe "Op i fart" og så accelererede han ellers ind på det første stykke. Jeg tog en dyb indånding, sank en klump og lukkede øjnene. Ah ok, jeg lukkede ikke øjnene, men jeg var ikke stolt ved situationen.

"Du bremser ikke!"
Vi hamrede derudaf, alt bimlede og blamlede. Min hjelm var ikke spændt godt nok, så den hoppede og dansede på hovedet af mig. Mine briller fulgte samme mønster og bevægede sig op og ned på næseryggen. Jeg holdt solidt fast i styret og råbte til Rolf: " HVAD MED BREMSER?" - han fortsatte ufortrødent derudaf og råbte tilbage: "DU BREMSER IKKE"...

Så det gjorde vi ikke. Jeg havde svært ved at følge Rolf, og måtte til sidst slippe, men kom trods alt helskindet igennem. De første 1400 meter var overstået. For enden stod Rolf og ventede. Jeg stod af cyklen og mine hænder rystede som espeløv.

Rolf forklarede, at det var vigtigt at holde midt på styret med løse hænder for at undgå vabler. Selvfølgelig skulle jeg holde godt fast, men ikke spænde desperat, og så flytte hænderne, når jeg skulle skifte gear. Og bremsen skulle jeg bare glemme.

Vi ramte næste pavé-stykke. Og det næste. Og det næste. Hver gang med lidt højere hastighed og hver gang med lidt større mod.

Til sidst kunne jeg ligge på hjul af Rolf, og det var interessant at se ham manøvrere pavéerne. Han kørte for det meste med fuld speed lige på midten, men af og til slog han et lille sving til højre eller venstre for at undgå et dybt hul eller en sten, der lå meget højt. Enkelte gange kørte han også helt ud i siden, hvor der ingen brosten er, men der kan man meget hurtigt komme i problemer med store huller, høje kanter eller simpelthen, at "stien" pludselig stopper.

Min egen erfaring efter de første pavéer bekræftede, hvad Rolf havde sagt. Bliv i midten og kør som død og helvede. Faktisk kørte det bedst, når jeg bare drønede henover stenene uanset om de lå lavt eller højt, eller der groede græs på dem. Det var fuld speed.

Vi kørte for det meste en 25-28 km/t og nåede hist og her lige over 30, men jeg synes virkelig det gik stærkt, og det står jo langt fra mål med Tour-feltet, der raser henover brostensstykkerne med over 40 i timen.

Ni pavéer i alt skal feltet henover mellem 1000 meter og 3700 meter. Efter det sidste stykke på 1600 meter er der 5 km til mål, og her er det bare fuld skrald for de forreste inden sprinten i Arenberg. Vi sprang sprinten over, og jeg stod med ømme underarme og rystende hænder efter mit første møde med brostenene.

Ikke så slemt, som jeg frygtede 
Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det ikke så giftigt som frygtet. Jeg kom ok igennem, og synes det var en oplevelse. Mine arme gjorde ondt. Mine hænder rystede. Ingen vabler og ingen styrt. Alt i alt fedt at prøve. Ikke noget jeg gad hver dag, men trods alt blæret at få på cykel-cv'et.

Når det så er sagt, så må jeg indrømme, at Rolf gjorde det nemt for mig og feltet står overfor helt andre udfordringer.
1) Vi var kun os to, ikke 198 ryttere, der hver især kæmper om position
2) Vi kunne holde os på midten, og var ikke tvunget til at ligge til højre eller til venstre
3) Vi kørte ikke nær så stærkt som feltet gør
4) Jeg kunne tillade mig at tage farten lidt af, når det blev for vildt

Tak Dennis - jobbet er stadig dit! 
Optagelserne til Rolf og Elming på Tour var slut. Vi satte os i tv-bilen og kørte mod Danmark. Uden bad vel at mærke. Det var ikke så slemt, bortset fra at jeg havde støv i næsen og i ørerne og i håret. Ja, mere eller mindre overalt. Endnu en lille udfordring som denne etape byder på.

Det har været en vild fed oplevelse, at optage programmerne og jeg glæder mig meget til fotograf Mads Feldberg får lavet dem færdig. Du kan se første afsnit d. 9. juli.

Tak til Dennis Ritter for at styrte. Bare rolig, jobbet er dit igen til næste år. Men hvis du vil have en hjælperytter med, er jeg klar!

Ikke flere brosten til mig. Til gengæld er jeg allerede på torsdag tilbage i Pyrenæerne, når jeg sammen med Scleroseforeningen og Cykelnerven skal ned og køre Tourmalet, Peyresourde m.fl. igen. Det virker virkelig dumt lige nu....

Optagelser slut: Elming, Mads og Rolf

Læs også de tidligere blogs, hvor jeg beskriver de forskellige etaper vi har kørt. 

Følg med på instagram (@nflming), Twitter (@nflming) og Fjæsen (facebook.com/nflming) hvor jeg hver dag lægger masser af billeder op. 

Rolf og Elming på tour - Riis 1996 streget over

Som om dagen i går ikke var hård nok, så sluttede vi i dag bjergetaperne af med at køre de sidste 78 km af 18. etape, der slutter på Hautacam og lige har en smuttur henover Tourmalet indbygget. I alt ca. 40 km opad med 2600 højdemeter.

Fra morgenen var jeg helt på toppen og så frem mod dagen og det faktum, at vi kun skulle bestige to bjerge, og så var anstrengelserne overstået. Men jeg havde ikke kalkuleret med, at Tourmalet og Hautacam i den grad skulle tage livet af mig. 

Col de Tourmalet 

Efter morgenmaden trillede Rolf Sørensen og jeg stille og roligt fra hotellet i Bagneres de Bigorre ud mod foden af Tourmalet og dagens første udfordring. 17 km med afslutning på toppen i 2115 meters højde. De første 6 km gik rigtig godt og forholdsvis nemt. Jeg hjulrede derudaf og sad fint med Rolf. 

Så kørte vi gennem en lille by og svingede skarpt til højre og så var det slut. Første stigning på over 10% ramte os som en forhammer og straks sad alle de foregående dages kilometer i stængerne.  

Pludselig var min glæde over dagen helt væk, og sad og hakkede i pedalerne. Jeg fulgte Rolf så langt jeg kunne, men måtte slippe efter en kilometer eller to. Så sad jeg der, mutters alene og havde 7 kilometer til toppen og stigninger, der hele tiden lå på over 8% og sjældent under 10. 

Det gjorde så usandsynligt ondt og når jeg kiggede ned på min GPS kørte jeg ikke mere end 7-8 km/t og skulle altså sidde der på cyklen ca. en time inden Tourmalet var besejret. 

Fire km fra toppen ligger skibyen La Mongie og her ventede Rolf og vores fotograf Mads Feldberg. Det var et meget kærkomment afbræk i trængslerne på asfalten, og colaen de havde åbnet forsvandt hurtigere end du kan sige bjerg-tortur. 

Spaghetti på toppen 

Herfra ændrede terrænet karakter og blev meget mere råt og vejene smallere, men desværre lige så stejle. Jeg kæmpede mig igennem og kørte vel hver kilometer på ca. 7 minutter, så de sidste fire tog mig altså en lille halv time. 

Til gengæld var der en restaurant på toppen og her fik vi endnu et tiltrængt hvil og en omgang perfekt timet spaghetti carbonara. 

På trods af, at vi var i over 2100 meters højde summede det af liv, og der var masser af cykelryttere, der fik taget billeder og selfies med stolte smil over at have klaret legendariske Tourmalet.     

Det fede ved at køre op er, at så skal man også ned. Jeg er simpelthen totalt verliebt i nedkørsler og bliver bedre og bedre for hver gang. Hvor er det vildt. Hvor er det fedt. Og hvor er det sjovt. 

Desværre kræver det en masse anstrengelser opad, for at få lov at køre nedad. Jeg synes de skulle gøre det lige som skisportsstederne, at man kunne tage en lift til toppen, og så bare køre nedkørsler. Jeg er vild med det. 

Rolf forklarer taktik
Det går nedad i ca. 25 km og dernæst følger omkring 15 km landevej inden etapen rammer Hautacam. På vejen forklarede Rolf, at det var her det var vigtigt, at man havde sendt et par hjælperyttere a la Michael Rogers og Nick Roche i forvejen. Så kan Contador angribe på nedkørslen, blive samlet op af sine hjælpere og ligge på hjul frem til Hautacam nærmest uden at bruge kræfter. 

Knapt var taktik-timen færdig før vi blev overhalet af et orangeklædt 5-mands-hold kaldet Team Armada, som blæste forbi os med 40 i timen. Rolf viste rutinen og var lynhurtig til at komme på hjul, mens jeg lige måtte kæmpe lidt for at nå op. Men da jeg først var der, gik det over stok og sten uden at jeg trådte nævneværdigt i pedalerne. Rolf's pointe blev bevist til fulde.       

Hautacam

Vi nåede en rundkørsel og Team Armada kørte lige igennem op mod Col d’Aubisque, mens vi drejede til højre mod Hautacam. Da vi nåede opkørslen mødte der os et “Fermé” skilt. Passet var lukket for vejarbejde. 

I det hele taget må det må det være skønt for de små lokale samfund, at Tour de France kommer forbi, for overalt bliver der i disse dage lagt spritny asfalt. I de små byer og på nedkørslerne vi har kørt de foregående dage, er der lagt ny asfalt. Sågar ned fra Tourmalet, er der lagt ny lækker asfalt, som gør nedkørslerne mere sikre, men måske endda også hurtigere. 

Fermé eller ej. Vi fortsatte ufortrødent af opkørslen til Hautacam og efter præcis en kilometer ramte den første mur os. En 14% stigning. Bum. Hautacam er meget urytmisk og meget svær at køre. Hist og her 7-8%, så et langt stykke med 10-11%, så pludselig 5-6% og så igen 14%.  Helt umulig at blive klog på og de 13 kilometer trækker tænder ud konstant. 

Smerte og selfies

Rolf var godt kørende. Og mens jeg sad og hakkede i det, fandt han sin telefon frem og begyndte at tage selfies. Det gjorde næsten dobbelt så ondt som mine ben. Han kaldte mig frem og jeg lå lige bag ved ham og kæmpede det bedste jeg havde lært, mens Rolf tog selfies af os på vej op af Hautacam. Jeg tænker, at Luc Leblanc, Virenque og de andre har haft det nogenlunde lige som mig der, da de så Riis på den store klinge i ‘96.    

Rolf stak af og jeg sad alene med 6 km tilbage og kørte ca 8 km/t så havde mindst 45 minutters smerte foran mig. Det gjorde så ondt, og vejen var ubarmhjertig. Faktisk er den lidt fata morgana agtig. Man kigger frem og ser et sving, der virker som toppen af stigningen, men når man så når frem fortsætter den bare brat opad og i mange tilfælde bliver den endnu stejlere. Konstant skuer man med bekymret blik fremad for at se, om der ikke snart kommer en pause i torturen, men Hautacam er nådesløs! 

Mads, hjælp...

Nu skete der så det, som må være de professionelles største frygt og som vi også hørte Riis sidste år bruge som forklaring (læs: undskyldning) for Condators nedtur. Jeg løb tør for vædske. I forvejen havde jeg vel drukket 7-8 liter den dag op ad Tourmalet og Hautacam, og pludselig sad jeg her med 4 km igen uden vådt eller tørt. 

Det var dræbende varmt og jeg måtte lide det nederlag, at stå af cyklen for at ringe til Mads i fotobilen og bede ham komme tilbage med noget vand. Jeg cyklede videre, men lige nøjagtig stykket fra 4 km-mærket til 2 km-mærket er bjergets hårdeste. Jeg kørte så langsomt, at min GPS gik på Auto-Pause!!!  

Jeg kæmpede mig videre og lige før 2 km-mærket kom Mads endelig. Vi var løbet tør for vand (vi havde købt 15 liter dagen før). Og havde heller ikke mere almindelig cola. Kun Cola light. Lige meget. Jeg drak en med det samme og fik en anden hældt i dunken. Det var som om, det gav ny energi, og jeg spunsede de sidste to km op ad Hautacam (her bliver hældningen også humane 8%).  

Nær toppen lå Rolf og solede sig i nærheden af en lille bæk og vi kørte sammen de sidste 300 meter til målet. Forløsningen og glæden var enorm. På jorden var malet et kæmpe Tour de France logo og “acam” stod med store bogstaver skrevet på asfalten. Mon ikke de får malet “Haut” op inden Tour-feltet kommer samme sted hen d. 24. juli.    

Jeg var megatræt og Rolf havde det ikke meget bedre. Han gik bare og talte med sig selv: “Pis Lort og Røv Fuck - den er hård!” - “Hvorfor gør jeg det her?” - “Jeg har kørt den her før og hadet det. Hvad skal jeg gøre det for igen?” - Det var trods alt lidt opløftende, at også Rolf var mærket af mødet med det brutale bjerg. 

Riis slettet

Lige efter målstregen står et banner med de fire tidligere vindere på. Såvel Bjarne Riis i 1996 som Piepoli i 1998 er streget over med en tusch, som indikation på, at de efterfølgende har indrømmet doping. 

Men Elpistoleroming’s hårdt tilkæmpede sejr over Hautacam blev kørt på en blanding af pasta carbonara og Cola light og vil for evigt bestå på min interne harddisk. 

Team Rolf og Elming: Claus, Foto-Mads og Rolf

Læs mere i de kommende dage, hvor jeg beskriver de forskellige etaper vi kører. 

Følg også med på instagram (@nflming), Twitter (@nflming) og Fjæsen (facebook.com/nflming) hvor jeg hver dag lægger masser af billeder op.  

Rolf og Elming på bjerg-tortour!

Øj, jeg frygter dagen i dag. Vi skal køre Tourens Kongetape, og den er ikke for børn og fulde folk. Vi kører alle fire bjerge på 17. etape og kommer på vejen igennem Spanien og slutter på den barske Pla d’Adet i Frankrig. 

Der er for vores vedkommende tale om 92 km på cyklen med små 40 kilometer stigning og samlet lige over 3000 højdemeter.  Det er slemt nok i sig selv, men jeg har oveni det altså 230 km og 6100 højdemeter siddende i benene fra de sidste 4 dage (med en enkelt indbygget rejse/hvile-dag mandag)

Dagen begyndte med en lang køretur fra Montpellier til den spansk/franske grænse for foden af dagens første udfordring, Col de Portilhon. Mere om den lige om lidt.  

Mario-brothers
Men først en lille sjov historie fra køreturen. Vi hamrer derudaf og passerer på motorvejen en IAM sportsdirektørbil. IAM er et lille hold, der har fået en plads på Touren i år, så naturligvis kigger Rolf lige efter om der sidder nogen han kender. Rolf udbryder begejstret: “DET ER MIN GAMLE HOLDKAMMERAT MARIO. KØR TILBAGE” 

Så fotograf/chauffør Mads Feldberg bugserer vores kassevogn op på siden af IAM-bilen, hvor der sidder en italiensk udseende mand og taler i telefon. Han får øje på Rolf, der hænger ud af vinduet og bryder straks ud i et kæmpe smil og italienske armfagter. 

Han ruller vinduet ned og med 110 km/t midt på motorvejen rækker de to tidligere holdkammerater hånden ud og hilser på hinanden, mens det fyger med italienske gloser på tværs af Autoroute 61. Og Mario taler i øvrigt fortsat i telefon...

Vi blokerer begge spor, så bag os ligger en lang hale af biler, og de to venner får aftalt at mødes på næste afkørsel. Vi kører fra og Rolf og Mario Chiesa hilser på hinanden med store kram. De kørte kun sammen et enkelt år på Carerra, men formede et venskab for livet. 

Mario hilser på foto-Mads, der præsenterer sig, og hilser så på mig. Jeg siger noget a la “Je suis Claude, grimpeur au Danmark” - oversat: Claus, bjergrytter fra Danmark. 

Mario giver mig elevator-blikket og lyser så op i et kæmpe smil og en mild latter. Jeg har åbenbart endnu ikke helt figuren til at kunne gå som bjerg-betvinger. 

Vaskehallen
Vi kørte videre og skulle lige omkring en tankstation for at få fyldt bilen op, og forbi en vaskehal for at få vasket... altså cyklerne. “Cyklerne skal spille” som Rolf siger, så først vaskede han sin egen og derefter min med en højtryksrenser. Bedre soigneur kan man ikke ønske sig.

Vi ankom til til første opkørsel og allerede på trilleturen hen mod Col de Portilhon synes jeg mine ben gjorde ondt. 90 km lå forude med fire barske bjerge, en både fysisk og mental hård opgave. 

Første bjerg skal besejres
Første udfordring virkede ikke så slem på papiret, og jeg havde håbet at sidde med Rolf hele vejen til toppen. Det gik også okay det meste af vejen op, men jeg måtte slippe med et par kilometer tilbage af den 7,5 km lange stigning. 

Til gengæld kom han ned og hentede mig, og så kørte vi en bjergspurt på toppen, som jeg vandt. Men han kørte vist ikke rigtigt til! 

Første bjerg var klaret og nu fulgte en fed, fed nedkørsel, hvor Rolf gav lidt fif fra sig, og vi blæste nedover i et vanvittigt tempo. Han giver den max gas, mens jeg liiiiige trækker mig lidt i de mest blinde sving. 

Så ramte vi dagens længste bjerg, Col de Peyresourde. 13 km med små 1000 højdemeter. Vi havde ikke kørt meget mere end 6-700 meter opad, så var jeg sat. Og jeg var træt. Det var forfærdeligt. Jeg kørte alene med knap nok 10 km/t (så er der altså halvanden time til toppen) med brændende lår og tænkte nogle meget destruktive tanker: “Der er 10 km op og to bjerge mere, det klarer jeg ikke” - “Tourmalet og Hautacam i morgen. Det klarer jeg slet ikke”. 

Pandekager på Peyresourde

Crepes restauranten på toppen Peyresourde

Men én ting holdt mig i live. Jeg vidste at der på toppen af Peyresourde ligger en Crepes-restaurant, og vi havde aftalt at få en omgang der, inden vi skulle videre. 

I 10 km lå jeg og tænkte på Crepes (pandekager), mens benene tvang pedalerne rundt. Jeg fokuserede  bare på 100 meter af gangen. 10 af dem giver en kilometer, og på den måde kom jeg hele vejen op. Og der sad Rolf, med fødderne oppe og kunne smilende fortælle, at han havde bestilt. 

Efter vi havde indtaget de bedste pandekager jeg nogensinde har fået (eller mest tiltrængte i hvert fald) gik det igen nedad. 

Og hvilken nedkørsel. Fuld smadder på og så ellers op 70-80 i timen. Det er vildt, hvad man kan lære ved bare at ligge bagved Rolf og se hans teknik i nedkørsler. 

Desværre var den overstået alt for hurtigt og næste bjerg meldte sig. Col de Val-Louron-Azet virkede ganske overkommeligt med kun omkring små 8 km opkørsel, men bedst som vi rammer bjerget siger Rolf: “Jeg kan huske den her nu. Den er ond.”
Ikke lige, hvad mine ben havde behov for at høre...

Ikke desto mindre gik det ganske hurtigt opad, og jeg må konstatere, at jeg kører fantastisk på Crepes og cola. Det er en meget fin kombination, og jeg kørte faktisk i et anstændigt tempo til toppen på trods af et par grumme stigningsprocenter undervejs. 

I bunden af nedkørslen fra Val Louron - Azet

Endnu en superfed nedkørsel, hvor de øverste par kilometer var uden autoværn, hegn eller rækværk og med et drop på et par hundrede meter, hvis man røg udover kanten. Jeg holdt mig klogeligt tæt på bjerget, mens Rolf frygtløs kastede cyklen på endnu en vild nedkørsel. Jeg fulgte ham ganske pænt, og desværre var den alt for hurtigt overstået, for nu ventede afslutningen. 

Hvor plat er det? 
Pla d’Adet. En bjergby. En skiby. Med en ond, ond opkørsel på omkring 10,5 kilometer. Den stiger i snit næsten 10% hele vejen op, og det er fra første fløjt, at den ligner en mur. Vi kørte ind på den og BUM. 12%. 13%. 14%. Mine stænger var ved at eksplodere. 

Jeg sad sammen med Rolf de første par kilometer, men så ville han prøve sig selv af og stak af. Jeg kunne ikke følge ham, men havde ham i syne ganske længe. Jeg fandt en fin rytme og kiggede nærmest ikke fremad. Jeg stirrede ned på mine fødder, der hamrede i pedalerne og kunne se asfalten forsvinde meget hurtigt under mig. Når jeg så kiggede frem, forsvandt den ikke nær så hurtigt. Tja, nærmest ikke jo. 

Elming, Mads og Rolf har nået toppen 

Hele tiden lå stignings-procenten på 10,11, 10, 11, 12, 10 osv. Jeg kørte ikke meget stærkere end 7-8 km/t, men kom stille og roligt fremad. Det vanvittige er, at når jeg så ramte stigninger på 8-9% tænkte jeg, at så skulle jeg jo give den gas, og kom hurtigt over mine ønskede 10 km/t.  

Endelig efter en times ridt nåede jeg Pla d’Adet. Jeg kan slet ikke beskrive min lykke og den eufori, det var at gennemføre. Det var vanvittigt hårdt, og med tanke på, hvor tæt jeg var på at opgive ævret på Col de Peyresourde, er det en kæmpe forløsning (og tæt på udløsning) at nå hele vejen gennem dagens barske etape. 

Tro mig, du må ikke gå glip af Tourens 17. etape. Det her er Kongeetapen og Tour de France kunne sagtens finde sin vinder 21. juli. 

Nå, jeg er megatræt og i morgen venter Tourmalet og Hautacam. Piece of cake. Altså til morgenmad. Til at køre på. 

Læs mere i de kommende dage, hvor jeg beskriver de forskellige etaper vi kører. 

Følg også med på instagram (@nflming), Twitter (@nflming) og Fjæsen (facebook.com/nflming) hvor jeg hver dag lægger masser af billeder op. 

Rolf og Elming på tour - Kold Pissoir

Jeg havde sovet som en sten. Efter første dag på tur med Rolf Sørensen var jeg pænt smadret. Og tænk dig, så havde vi kun kørt 63 km. 

Der kommer billeder på bloggen, når jeg har en bedre internetforbindelse.

Jeg var faldet i søvn med TV2’s Tour-magasin i hånden natten forinden, mens jeg læste om årets 14. etape i Tour de France, som vi skulle ud på onsdag.   

Vækkeuret ringede kl. 7 og jeg var helt væk. Men op kom jeg, for der var morgenmøde med Rolf og fotograf Mads Feldberg kl. 7:30. Vi skulle tale dagens optagelser igennem og belært af gårsdagens barske afslutning var vi meget opmærksomme på vejret. 

Det var desværre meget overskyet og den franske vejr-tjeneste kunne melde om regn og koldt vejr på alle de tre stigninger vi skulle over. 

14. etape er den anden af blot to i alperne i år (feltet kører også bjerge i Vogeserne og Pyrenæerne, så de får bjerg-kilometre nok i benene), men så absolut tourens flotteste etape indtil videre. Etapen begynder i Grenoble og slutter 177 km senere i skibyen Risoul, men inden rytterne når dertil, har de været igennem frygtelige strabadser. 

Det går nærmest ikke lige ud på noget tidspunkt på etapen, hvor feltet på de første 50 kilometer bevæger sig opad mod Bourg d’Oisans. Herfra går det for alvor op, når rytterne over de næste 34 kilometer kravler op af Col du Lautaret og for første gang i årets tour kommer over 2000 meter. Så følger en lang nedkørsel inden feltet rammer en af de legendariske bjerge i Tour de France sammenhæng, Col d’Izoard. Endnu en lang nedkørsel og så afslutningen op mod Risoul.   

Vi havde oprindeligt besluttet at køre alle tre bjerge, men vejret betød at vi måtte starte på Col de Lautaret ca. 10 km. fra toppen. På vej derop, kom vi forbi klassiske kryds med vejene op mod Alpe ‘dHuez og Les Deux Alpes, og vejen op mod toppen af Lautaret fører dig også forbi det legendariske off-piste kultsted La Grave. 

Vejret blev ikke bedre på vej op, og det regnede så kraftigt, at vi tog en beslutning om kun at køre de to sidste stigninger (Thank you. There is a God...). Så vi kørte videre ned til byen Briancon, som mange skifreaks også kender ganske godt.  

Inden start. Mens vejret endnu artede sig!

Vi fik klædt om, og præcis som i går, så var det bare afsted og op ad med det samme. Ingen opvarmning eller flade kilometer til lige at få gang i stængerne. Nej, nej, direkte ind på stigningen og de 19 kilometer asfalt og lidt over 1000 højdemeter, som Col d’Izoard byder på, der ender i 2360 meters højde. 

Starten gik fremragende. Jeg havde gode ben og kørte ubesværet med Rolf på de første 10 km. Det skal dog siges, at de ikke er specielt udfordrende med små-stigninger på mellem 5 og 7 % det meste af vejen, og lige en enkelt passage med mellem 8 og 10 %. 

Men det betyder så også, at de sidste 9 km alle ligger over 7% og omgående trækker tænder ud. Rolf fortalte, at de hurtigste i feltet kører op med 20 km/t, gruppettoen kommer op med ca. 15 km/t, mens de tungeste ligger lidt lavere. På det tidspunkt lå vi med ca. 10-11 km/t og jeg synes det var pænt hårdt. 

Jeg tror Rolf kedede sig lidt, for pludselig siger han: “Jeg prøver lige at køre nogle hundrede meter med 20 i timen” - Piv sagde det, og væk var han. Jeg forsøgte at sætte efter, men det holdt kun i ca. 4 meter og så var jeg tilbage på under 10 km/t. 

Så sad jeg der og kunne begive mig i ensom majestæt... Nåh nej, det er vist når man er stukket, at det er majestæt. Når man er sat, hedder det vist bare maje-alene. 

Det gik afsted op mod toppen. Ikke hurtigt. Men trods alt fremad. Jeg fulgte med på min Garmin GPS og talte hver 100 meter jeg kørte. Så jeg åd bare 100 meter af gangen og det holdt gang i maskineriet. 

Altså lige indtil det begyndte at regne. Det pissede ned og pludselig var Col d’Izoard blevet til Kold Pissoir. Nåh ja ok, jeg var gennemblødt af sved i forvejen, så jeg kunne egentlig ikke blive mere våd, men det var alligevel ret træls (For alle ikke jyder: irriterende). Det var dog kun de sidste 5 km og jeg var væsentligt bedre klædt på end dagen før, så det gik faktisk helt ok. 

Jeg mødtes med Rolf på toppen af Izoard, der ligger som en skaldet top i noget der minder om månelandskab. Jeg ville ønske, det havde været lidt bedre vejr, så området virkelig havde vist sig fra sin bedste side. 

Herefter fulgte en fed nedkørsel, hvor jeg fik undervisning af Rolf, og hurtigt fik fundet en god rytme. Han kører stadig for sindssygt ned af, men jeg lå ikke langt bagefter. På et tidspunkt var vi oppe på 80 km/t og jeg gav den virkelig gas. 

Faktisk siger min GPS at jeg har været oppe på 104 km/t - men det nægter Rolf at tro på. Jeg mener, det er klokkeklart bevis (til sammenligning har jeg ikke været over 77 km/t på andre nedkørsler).  

Til sidst ramte vi stigningen op til Risoul og igen stod det klart, at det kan godt være Rolf nærmer sig de 50, men han kan stadig køre på cykel. Det ser super elegant ud, og da han ikke gad mit snegletempo mere, stak han af. 

Opstigningen mod Risoul er 13 km lang og ca. 900 højdemeter, og alt i alt kommer rytterne op på ca. 3600 højdemeter på denne ene etape. Vi nøjedes med lidt over 2000 højdemeter, men det var rigeligt. Jeg kom helskindet igennem, men det kan mærkes nu og i morgen skal vi køre Tourens kongeetape. 38 km samlet stigning med små 3000 højdemeter. Mine stænger gør ondt allerede. 

Efter etapen havde vi en lidt over 3 timers kørsel til Montpellier, hvor vi skulle overnatte og på vejen underholdt Rolf lidt med historier fra hans karrieres vår. Kasketten af for 80 og 90ernes store ryttere, der ikke blev opvartet i samme grad som vi kender det i dag. 
Som Rolf sagde: “I dag har de jo holdbusser med indbygget vaskemaskine. Det var stort, da vi fik en camper. Og tøjet, det måtte vi selv vaske i hånden hver dag”. 

Samtidig gav han også et trick, som er meget brugbart hvis du er på cykelferie. 

Rolf-tip 1: Når du vasker i hånden og tøjet er vådt, så rul det stramt ind i et håndklæde, og tryk til mens du ruller så vandet nærmest bliver tvunget ud af tøjet og over i håndklædet. Hæng derefter tøjet op på en bøjle, og så er det tørt næste morgen. 

Dagen sluttede med to gode danske nyheder: 

1. Cykelrytter Magnus Cort har skrevet kontrakt med Orica GreenEdge
2. Spanien blev slået ud af VM

Læs mere i de kommende dage, hvor jeg beskriver de forskellige etaper vi kører. 

Følg også med på instagram (@nflming), Twitter (@nflming) og Fjæsen (facebook.com/nflming) hvor jeg hver dag lægger masser af billeder op.  

Rolf og Elming på tour - Koldt på toppen

Med Dennis Ritter skadet efter et alvorligt uheld på cykel, er jeg ankommet til Frankrig som substitut og skal de næste fem dage køre Tourens hårdeste etaper. 

Efter en hektisk tur til Frankrig, der - som du kan læse i en tidligere blog - blev organiseret på under 24 timer gik vi hårdt og brutalt i gang med optagelserne til Rolf og Elming på Tour. Det lyder kke helt så sexet som Rolf og Ritter på tour, men mit eget forslag To tosser på tour blev skrottet...

På første optagedag skulle vi køre en del af den 200 km lange 13. etape fra St. Etienne til målbyen Chamrousse i 1750 meters høje. Vi fik morgenmad på hotellet, hvor vi gennemgik dagen og ruten og besluttede at køre de sidste to bjerge med den mellemligende nedkørsel, i alt 63 km med 2400 højdemeter indbygget. 

Vi kørte fra Grenoble ud til St. Egreve. En lille by, hvor opstigningen til det ret ukendte bjerg Col de Palaquit ligger. 

Vi fik klædt om og fotograf Mads Feldberg riggede bilen til med meget lækkert kameraudstyr og en vild sugekop, så kameraet kan sidde på bilen og optage mens vi cykler. Og så er det altså velkommen til fremtiden, for Mads kan sidde inde i bilen og via sin tablet se optagelserne og høre den lyd, der kommer fra vores mikrofoner. Pænt blæret. 

Lige ved siden af, hvor vi klædte om, lå et apotek og jeg overvejede om jeg skulle lege Chris Froome og købe en astma-inhalator. Jeg havde spist en stor bøf aftenen inden og håbede lidt på, at den også indeholdt diverse præstationsfremmende stoffer. 

Ellers består min faste cykeldoping af kager eller snegle. Jo jo du læste rigtigt. Jeg lærte for nogle år siden i Italien et udtryk, der på godt italiensk hedder carboloading. Kort sagt, at du fylder dine sukkerdepoter op inden du skal ud på cyklen. Og jeg ved ikke, om det er noget har jeg bilder mig selv ind, men jeg synes jeg kører virkelig godt på kanelsnegle, så jeg havde nappet en tre stykker med fra morgenbordet. 

Efter endt omklædning var det lige på og hårdt. Foran lå Col de Palaquit og ikke noget med opvarming eller 20 km til at komme i gang på, nej bare afsted og opad! 

Lad mig sige med det samme den er hård. Det er “kun” en Kategori 1 stigning, men det er fordi den blot er 14 km lang. 

Den er supergiftig. Masser af stejle stykker, hvor stigningsprocenten kommer op på 13 og 14. Den rammer rytterne efter 134 km og jeg tror faktisk, at vi vil se angreb fra de store på dette bjerg. 

Herfra fulgte 13 km nedkørsel og jeg må sige, at det var vildt at se den gamle mand undskyld gale mand... Rolf Sørensen køre ned af. 

Han hamrede afsted og var lynhurtigt væk. Det gik altså stærkt og viste med al tydelighed at nedkørsler drejer sig om to ting. Teknik og tunge boller. Rolf kan køre ned af, så Herman Mayer ville blive misundelig, 

Og der er flere interessante nedkørsler i årets Tour de France, hvor dygtige og modige nedkørere sagtens kan slå et hul. Lad os sige det på her måde: Rolf slog meget hurtigt et meget stort hul til ham, der lå bagved...

Efter nedkørslen skal rytterne et smut ind igennem Grenoble, inden det igen går løs opad 13. etapes afsluttende bjerg op mod skibyen Chamrousse. 

Da vi ramte opstigningen kunne jeg omgående mærke smerten i benene fra det foregående bjerg, og havde ikke rigtig overskud til at tænke på, at jeg skulle sidde i 17 km og køre opad med 8-10 km i timen. Der gik da heller ikke længe før Rolf satte mig, og så sad jeg ellers der alene på min cykel. Som om det ikke var slemt nok, så blev jeg umiddelbart efter overhalet af en 90-årig motionist (jeg spurgte ham ikke, men det lignede han). 

Det tog ca. halvanden time at besejre mit første “udenfor kategori” bjerg, som ikke blev mindre svært og udfordrende af, at det blev meget koldt og begyndte at regne/småhagle med 5 km tilbage. Det var megakoldt og vi havde ingen ekstra tøj, regntøj eller handsker med. Eller det havde vi, men Rolf synes ikke vi skulle have det på, og jeg gør jo bare som mesteren siger. Der lå sne i vejkanten og kulden fik mere og mere fat i kroppen. Benene kørte ufortrødent derudaf, men overkroppen og især mine fingre var stivfrosne. Jeg kunne knapt nok skifte gear på de sidste kilometer, så ondt gjorde det.      

Endelig færdig... pænt træt!

Vi kom igennem og stod til sidst på toppen i 1750 meters højde og det var en kæmpe forløsning. Glæd dig til 13. etape - den bliver vild. 

Vi fik skiftet tøj og kørte direkte fra toppen til dagens hotel, hvor vi nød en superlækker menu og så ellers fik tændt for VM-kampen mellem Brasilien og Mexico. En vild 0-0 kamp og en fed afslutning på den første rigtige dag med Rolf og Ritter på tour feat. Elpistoleroming.

Læs mere i de kommende dage, hvor jeg beskriver de forskellige etaper vi kører. 

Følg også med på instagram (@nflming), Twitter (@nflming) og Fjæsen (facebook.com/nflming) hvor jeg hver dag lægger masser af billeder op.  

Rolf og Ritter på tour feat. Elpistoleroming

Det er gået stærkt de sidste par dage. Meget stærkt!
Jeg troede egentlig, at jeg skulle holde fri indtil Tour de France begyndte, men sådan skulle det ikke gå. 

Søndag sad jeg på cyklen i Sverige på en træningstur med Scleroseforeningen. Vi er i gang med at træne op til en tur til Pyrenæerne, hvor vi skal skaffe penge til Scleroseforeningens arbejde og naturligvis skabe mere opmærksom omkring en af de mange taburamte sygdomme. 

Bakkerne i Hallandsåsen er ulig noget vi kender fra Danmark. De er både længere og stejlere, og så er der stigninger på op til 24-26%, som kan tage modet fra enhver motionist-cykelrytter. 

"Du er den nye Ritter"
Derfor var de få pauser vi havde også meget kærkomne, og i den første kigger jeg på min telefon. 

Der var både tre missede opkald og en sms fra TV2-fotograf Mads Feldberg. Der stod kort og kort: “Du er den nye Ritter. Ring med det samme.”

“Du er den nye Ritter” refererede til en samtale jeg havde haft med Mads lørdag, hvor han spurgte om, jeg kunne overtage TV2’s Tour de France kommentator Dennis Ritters rolle i de årlige “Rolf og Ritter på tour” .

Voldsomt styrt
Årsagen var at Dennis havde været involveret i et alvorligt cykeluheld i Frankrig, hvor han “ramte bilen lige mellem forlygterne” som han selv forklarede det fra hospitalssengen i Empoli i Italien. Dennis har brækket to ribben og har et knæ på størrelse med en vandmelon, og har derfor meldt fra til cykeloptagelserne i Frankrig med Rolf. 

Efter 109 km på cykel i Sverige satte jeg mig ind i en bus med retning mod Danmark og allerede her begyndte jeg at planlægge afrejsen, som skulle være næste dag. Første optagelser skulle begynde tirsdag morgen og derfor var jeg nødt til at ankomme mandag aften til Grenoble. 

Men det er åbenbart kun i skisæsonen, at der er masser af fly til Grenoble, for der var ingenting at få. Løsningen blev at flyve til Lyon og så tage toget videre. Men men men... pga. strejke gik min afgang ikke. Ikke noget med at nedlægge arbejdet og driften helt. Nej, man vælger de mest populære afgange. Jo de forstår at strejke i Frankrig. 

Bjerggedsgearing og cykelkuffertJeg skulle jo også have min cykel med, så jeg ringede til mine gode venner i cykelforretningen Soigneur på Østerbro (husk på det var søndag og efterhånden blevet aften). De fiksede hurtigt en rejsekasse, som jeg kunne hente mandag. 

Selve cyklen skulle jeg også have en anden gearing på. Min Orbea Samuel Sanchez Beijing modellen (jeg ved ikke om det faktisk er det officielle navn) havde jeg en 53/34 gearing på (til de ikke cykelkyndige, er det antallet af tænder på de forreste tandhjul) med 11/25 kassette bagpå (mindste tandhjul 11 tænder, største 25). Og det kan man ikke som motionist køre i bjerge med. Så mig ud til Lejre søndag aften til Orbea-importøren og få sat et andet kranksæt og kassette på. Så nu kører jeg 50/34 forrest og 11/28 bagest. 

Så skulle jeg have aflyst alle de ting, jeg havde planlagt i ugens løb.
Interview med Billed-Bladet omkring turen til Pyrenæerne sammen med TV2-værterne Peter Tanev og Mikael Kamber.      

Opstartsmøde med Vild med dans. 

KidsAid golfturnering (bedre kendt som Stjernegolf) fredag og lørdag

Og One Direction koncert mandag (no questions asked...)

No ticket. No worries
Mandag formiddag hentede jeg kassen til cyklen og tog i lufthavnen. Uden billet. 

En enkeltbillet til Lyon kostede kr. 5000 på nettet, men den kunne jeg ikke få lov at købe, da det var for tæt på afgang. Så jeg måtte købe en billet i lufthavnen, og det viste sig at være en god ide. I stedet for 5000 kr. for en enkeltbillet, fiksede den søde dame en returbillet til mig med Swizz Air for 2400. Jeg har så en returbillet fra Lyon engang i september... Den får jeg næppe brugt! 

Afsted til Lyon og så i en taxa til Grenoble. Supervenlig taxachauffør, som jeg fik en lang VM-snak med på mit mere end gebrokne fransk. Vi fik også talt om turen og at jeg nu skulle ned og cykle 5 af årets TdF-etaper. 

Jeg ankom kl. 21 til hotellet, hvor jeg mødtes med Rolf Sørensen og foto-Mads. Og så er vi ellers klar til at sætte Rolf og Ritter på tour feat. Elpistoleroming i gang. 

Læs mere i de kommende dage, hvor jeg beskriver de forskellige etaper vi kører. 

Følg også med på instagram (@nflming), Twitter (@nflming) og Fjæsen (facebook.com/nflming) hvor jeg hver dag lægger masser af billeder op.