Med Dennis Ritter skadet efter et alvorligt uheld på cykel, er jeg ankommet til Frankrig som substitut og skal de næste fem dage køre Tourens hårdeste etaper.

På første optagedag skulle vi køre en del af den 200 km lange 13. etape fra St. Etienne til målbyen Chamrousse i 1750 meters høje. Vi fik morgenmad på hotellet, hvor vi gennemgik dagen og ruten og besluttede at køre de sidste to bjerge med den mellemligende nedkørsel, i alt 63 km med 2400 højdemeter indbygget.
Vi kørte fra Grenoble ud til St. Egreve. En lille by, hvor opstigningen til det ret ukendte bjerg Col de Palaquit ligger.
Vi fik klædt om og fotograf Mads Feldberg riggede bilen til med meget lækkert kameraudstyr og en vild sugekop, så kameraet kan sidde på bilen og optage mens vi cykler. Og så er det altså velkommen til fremtiden, for Mads kan sidde inde i bilen og via sin tablet se optagelserne og høre den lyd, der kommer fra vores mikrofoner. Pænt blæret.
Ellers består min faste cykeldoping af kager eller snegle. Jo jo du læste rigtigt. Jeg lærte for nogle år siden i Italien et udtryk, der på godt italiensk hedder carboloading. Kort sagt, at du fylder dine sukkerdepoter op inden du skal ud på cyklen. Og jeg ved ikke, om det er noget har jeg bilder mig selv ind, men jeg synes jeg kører virkelig godt på kanelsnegle, så jeg havde nappet en tre stykker med fra morgenbordet.
Efter endt omklædning var det lige på og hårdt. Foran lå Col de Palaquit og ikke noget med opvarming eller 20 km til at komme i gang på, nej bare afsted og opad!
Lad mig sige med det samme den er hård. Det er “kun” en Kategori 1 stigning, men det er fordi den blot er 14 km lang.
Den er supergiftig. Masser af stejle stykker, hvor stigningsprocenten kommer op på 13 og 14. Den rammer rytterne efter 134 km og jeg tror faktisk, at vi vil se angreb fra de store på dette bjerg.
Herfra fulgte 13 km nedkørsel og jeg må sige, at det var vildt at se den gamle mand undskyld gale mand... Rolf Sørensen køre ned af.
Han hamrede afsted og var lynhurtigt væk. Det gik altså stærkt og viste med al tydelighed at nedkørsler drejer sig om to ting. Teknik og tunge boller. Rolf kan køre ned af, så Herman Mayer ville blive misundelig,
Og der er flere interessante nedkørsler i årets Tour de France, hvor dygtige og modige nedkørere sagtens kan slå et hul. Lad os sige det på her måde: Rolf slog meget hurtigt et meget stort hul til ham, der lå bagved...
Efter nedkørslen skal rytterne et smut ind igennem Grenoble, inden det igen går løs opad 13. etapes afsluttende bjerg op mod skibyen Chamrousse.
Da vi ramte opstigningen kunne jeg omgående mærke smerten i benene fra det foregående bjerg, og havde ikke rigtig overskud til at tænke på, at jeg skulle sidde i 17 km og køre opad med 8-10 km i timen. Der gik da heller ikke længe før Rolf satte mig, og så sad jeg ellers der alene på min cykel. Som om det ikke var slemt nok, så blev jeg umiddelbart efter overhalet af en 90-årig motionist (jeg spurgte ham ikke, men det lignede han).
Det tog ca. halvanden time at besejre mit første “udenfor kategori” bjerg, som ikke blev mindre svært og udfordrende af, at det blev meget koldt og begyndte at regne/småhagle med 5 km tilbage. Det var megakoldt og vi havde ingen ekstra tøj, regntøj eller handsker med. Eller det havde vi, men Rolf synes ikke vi skulle have det på, og jeg gør jo bare som mesteren siger. Der lå sne i vejkanten og kulden fik mere og mere fat i kroppen. Benene kørte ufortrødent derudaf, men overkroppen og især mine fingre var stivfrosne. Jeg kunne knapt nok skifte gear på de sidste kilometer, så ondt gjorde det.
Endelig færdig... pænt træt! |
Vi kom igennem og stod til sidst på toppen i 1750 meters højde og det var en kæmpe forløsning. Glæd dig til 13. etape - den bliver vild.
Læs mere i de kommende dage, hvor jeg beskriver de forskellige etaper vi kører.
Følg også med på instagram (@nflming), Twitter (@nflming) og Fjæsen (facebook.com/nflming) hvor jeg hver dag lægger masser af billeder op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar