Rolf og Elming på bjerg-tortour!

Øj, jeg frygter dagen i dag. Vi skal køre Tourens Kongetape, og den er ikke for børn og fulde folk. Vi kører alle fire bjerge på 17. etape og kommer på vejen igennem Spanien og slutter på den barske Pla d’Adet i Frankrig. 

Der er for vores vedkommende tale om 92 km på cyklen med små 40 kilometer stigning og samlet lige over 3000 højdemeter.  Det er slemt nok i sig selv, men jeg har oveni det altså 230 km og 6100 højdemeter siddende i benene fra de sidste 4 dage (med en enkelt indbygget rejse/hvile-dag mandag)

Dagen begyndte med en lang køretur fra Montpellier til den spansk/franske grænse for foden af dagens første udfordring, Col de Portilhon. Mere om den lige om lidt.  

Mario-brothers
Men først en lille sjov historie fra køreturen. Vi hamrer derudaf og passerer på motorvejen en IAM sportsdirektørbil. IAM er et lille hold, der har fået en plads på Touren i år, så naturligvis kigger Rolf lige efter om der sidder nogen han kender. Rolf udbryder begejstret: “DET ER MIN GAMLE HOLDKAMMERAT MARIO. KØR TILBAGE” 

Så fotograf/chauffør Mads Feldberg bugserer vores kassevogn op på siden af IAM-bilen, hvor der sidder en italiensk udseende mand og taler i telefon. Han får øje på Rolf, der hænger ud af vinduet og bryder straks ud i et kæmpe smil og italienske armfagter. 

Han ruller vinduet ned og med 110 km/t midt på motorvejen rækker de to tidligere holdkammerater hånden ud og hilser på hinanden, mens det fyger med italienske gloser på tværs af Autoroute 61. Og Mario taler i øvrigt fortsat i telefon...

Vi blokerer begge spor, så bag os ligger en lang hale af biler, og de to venner får aftalt at mødes på næste afkørsel. Vi kører fra og Rolf og Mario Chiesa hilser på hinanden med store kram. De kørte kun sammen et enkelt år på Carerra, men formede et venskab for livet. 

Mario hilser på foto-Mads, der præsenterer sig, og hilser så på mig. Jeg siger noget a la “Je suis Claude, grimpeur au Danmark” - oversat: Claus, bjergrytter fra Danmark. 

Mario giver mig elevator-blikket og lyser så op i et kæmpe smil og en mild latter. Jeg har åbenbart endnu ikke helt figuren til at kunne gå som bjerg-betvinger. 

Vaskehallen
Vi kørte videre og skulle lige omkring en tankstation for at få fyldt bilen op, og forbi en vaskehal for at få vasket... altså cyklerne. “Cyklerne skal spille” som Rolf siger, så først vaskede han sin egen og derefter min med en højtryksrenser. Bedre soigneur kan man ikke ønske sig.

Vi ankom til til første opkørsel og allerede på trilleturen hen mod Col de Portilhon synes jeg mine ben gjorde ondt. 90 km lå forude med fire barske bjerge, en både fysisk og mental hård opgave. 

Første bjerg skal besejres
Første udfordring virkede ikke så slem på papiret, og jeg havde håbet at sidde med Rolf hele vejen til toppen. Det gik også okay det meste af vejen op, men jeg måtte slippe med et par kilometer tilbage af den 7,5 km lange stigning. 

Til gengæld kom han ned og hentede mig, og så kørte vi en bjergspurt på toppen, som jeg vandt. Men han kørte vist ikke rigtigt til! 

Første bjerg var klaret og nu fulgte en fed, fed nedkørsel, hvor Rolf gav lidt fif fra sig, og vi blæste nedover i et vanvittigt tempo. Han giver den max gas, mens jeg liiiiige trækker mig lidt i de mest blinde sving. 

Så ramte vi dagens længste bjerg, Col de Peyresourde. 13 km med små 1000 højdemeter. Vi havde ikke kørt meget mere end 6-700 meter opad, så var jeg sat. Og jeg var træt. Det var forfærdeligt. Jeg kørte alene med knap nok 10 km/t (så er der altså halvanden time til toppen) med brændende lår og tænkte nogle meget destruktive tanker: “Der er 10 km op og to bjerge mere, det klarer jeg ikke” - “Tourmalet og Hautacam i morgen. Det klarer jeg slet ikke”. 

Pandekager på Peyresourde

Crepes restauranten på toppen Peyresourde

Men én ting holdt mig i live. Jeg vidste at der på toppen af Peyresourde ligger en Crepes-restaurant, og vi havde aftalt at få en omgang der, inden vi skulle videre. 

I 10 km lå jeg og tænkte på Crepes (pandekager), mens benene tvang pedalerne rundt. Jeg fokuserede  bare på 100 meter af gangen. 10 af dem giver en kilometer, og på den måde kom jeg hele vejen op. Og der sad Rolf, med fødderne oppe og kunne smilende fortælle, at han havde bestilt. 

Efter vi havde indtaget de bedste pandekager jeg nogensinde har fået (eller mest tiltrængte i hvert fald) gik det igen nedad. 

Og hvilken nedkørsel. Fuld smadder på og så ellers op 70-80 i timen. Det er vildt, hvad man kan lære ved bare at ligge bagved Rolf og se hans teknik i nedkørsler. 

Desværre var den overstået alt for hurtigt og næste bjerg meldte sig. Col de Val-Louron-Azet virkede ganske overkommeligt med kun omkring små 8 km opkørsel, men bedst som vi rammer bjerget siger Rolf: “Jeg kan huske den her nu. Den er ond.”
Ikke lige, hvad mine ben havde behov for at høre...

Ikke desto mindre gik det ganske hurtigt opad, og jeg må konstatere, at jeg kører fantastisk på Crepes og cola. Det er en meget fin kombination, og jeg kørte faktisk i et anstændigt tempo til toppen på trods af et par grumme stigningsprocenter undervejs. 

I bunden af nedkørslen fra Val Louron - Azet

Endnu en superfed nedkørsel, hvor de øverste par kilometer var uden autoværn, hegn eller rækværk og med et drop på et par hundrede meter, hvis man røg udover kanten. Jeg holdt mig klogeligt tæt på bjerget, mens Rolf frygtløs kastede cyklen på endnu en vild nedkørsel. Jeg fulgte ham ganske pænt, og desværre var den alt for hurtigt overstået, for nu ventede afslutningen. 

Hvor plat er det? 
Pla d’Adet. En bjergby. En skiby. Med en ond, ond opkørsel på omkring 10,5 kilometer. Den stiger i snit næsten 10% hele vejen op, og det er fra første fløjt, at den ligner en mur. Vi kørte ind på den og BUM. 12%. 13%. 14%. Mine stænger var ved at eksplodere. 

Jeg sad sammen med Rolf de første par kilometer, men så ville han prøve sig selv af og stak af. Jeg kunne ikke følge ham, men havde ham i syne ganske længe. Jeg fandt en fin rytme og kiggede nærmest ikke fremad. Jeg stirrede ned på mine fødder, der hamrede i pedalerne og kunne se asfalten forsvinde meget hurtigt under mig. Når jeg så kiggede frem, forsvandt den ikke nær så hurtigt. Tja, nærmest ikke jo. 

Elming, Mads og Rolf har nået toppen 

Hele tiden lå stignings-procenten på 10,11, 10, 11, 12, 10 osv. Jeg kørte ikke meget stærkere end 7-8 km/t, men kom stille og roligt fremad. Det vanvittige er, at når jeg så ramte stigninger på 8-9% tænkte jeg, at så skulle jeg jo give den gas, og kom hurtigt over mine ønskede 10 km/t.  

Endelig efter en times ridt nåede jeg Pla d’Adet. Jeg kan slet ikke beskrive min lykke og den eufori, det var at gennemføre. Det var vanvittigt hårdt, og med tanke på, hvor tæt jeg var på at opgive ævret på Col de Peyresourde, er det en kæmpe forløsning (og tæt på udløsning) at nå hele vejen gennem dagens barske etape. 

Tro mig, du må ikke gå glip af Tourens 17. etape. Det her er Kongeetapen og Tour de France kunne sagtens finde sin vinder 21. juli. 

Nå, jeg er megatræt og i morgen venter Tourmalet og Hautacam. Piece of cake. Altså til morgenmad. Til at køre på. 

Læs mere i de kommende dage, hvor jeg beskriver de forskellige etaper vi kører. 

Følg også med på instagram (@nflming), Twitter (@nflming) og Fjæsen (facebook.com/nflming) hvor jeg hver dag lægger masser af billeder op.